Mikrosporidiose

Hos personer med intakt immunforsvar er infektionen sandsynligvis oftest uden symptomer, men hos immunsvækkede personer (fx patienter med AIDS eller organtransplanterede patienter) kan der ses symptomer fra mavetarmkanalen som fx mavesmerter og kraftig diarré. Infektionen kan være livstruende, hvis patienten ikke behandles.

Et fødevarebårent udbrud af længerevarende og voldsom diarré grundet mikrosporidier (E. bieneusi) hos personer uden svækket immunforsvar fandt sted i Danmark i 2020. Et lignende udbrud fandt sted i Sverige ca. 10 år inden.

Infektionen ses sjældent i øjne (keratokonjunktivitis), hud samt muskler, afhængigt af arten af mikrosporidier.

Mikrosporidiose skyldes infektion med sporer af mikrosporidier. Mikrosporidier er obligate, intracellulære éncellede organismer, der tidligere blev opfattet som en protozo, men siden er blevet re-klassificeret som en svamp. Der findes mange arter, og for E. bieneusi, som er den hyppigste årsag til mikrosporidie-associeret diarré, findes der et væld af genotyper. Den genotype, der var involveret i de ovenfor omtalte udbrud, var genotype C.

Sporer udskilles af smittede personer med fx urin eller afføring og kan overleve længe i miljøet. Mikrosporidier er fundet hos mange dyrearter, men for fx E. bieneusi er der indtil nu kun ringe bevis for smitte fra dyr til mennesker. Dog er genotype C, som før kun sås hos mennesker, for nyligt fundet i gnavere i Danmark.

For infektion med E. bieneusi genotype C gælder det, at inkubationsperioden er mellem 5 og 12 dage, og man kan udskille sporer med afføringen i op til 43 dage efter symptomdebut.

Smitten sker typisk direkte eller indirekte fra fx afføring gennem mad og drikke (fæko-oralt), men Vittaforma corneae smitter fra jord til øje. Således er der beskrevet adskillige tilfælde af øjeninfektion i hornhinden (keratokonjunktivitis) som følge af udendørs kontaktsport.

God hånd- og køkkenhygiejne. Undgå jord i øjet og kontakt med forurenet vand.

Både patienter med og uden symptomer bør behandles for at nedsætte risikoen for smitte til andre.

Behandling er en specialistopgave.

Se afsnittet ”Særligt for sundhedspersonale” nedenfor for uddybende information om behandling.

Behandling

For tarminfektioner forårsaget af E. bieneusi er fumagillin 20 mg oralt tre gange dagligt det eneste stof med dokumenteret effekt. Imidlertid er dens brug forbundet med alvorlig trombocytopeni i 30-50 % af patienterne; denne er reversibel ved seponering af behandling.

For systemisk infektion (ikke okulær) og tarminfektion tilskrevet andre arter end E. bieneusi og Vittaforma corneae, anbefaler CDC albendazol 400 mg oralt to gange daglig.
Itraconazol 400 mg oralt daglig plus albendazol 400 mg oralt to gange dagligt kan være effektivt i forhold til dissemineret sygdom tilskrevet Trachipleistophora eller Anncaliia.

Til øjeninfektion anvendes, hvis muligt, fumagillin bicylohexylammonium (Fumidil B) 3 mg/mL i saltvand (fumagillin 70 pg/mL): To dråber hver 2. time i 4 dage; derefter to dråber fire gange dagligt (eksperimentel anvendelse kun i USA) plus albendazol 400 mg oralt to gange daglig i tilfælde af systemisk infektion.

Indledning eller optimering af anti-retroviral behandling er essentielt i behandlingen af mikrosporidiose hos hiv-smittede patienter. Immunrestituering til et CD4-celletal > 100 celler/mm3 er forbundet med ophør af symptomer på tarminfektion. Støttende behandling af evt. svær dehydrering samt underernæring. Anvendelse af stoppende midler til kontrol af diarré kan overvejes hos inficerede voksne.

Selvom albendazol sandsynligvis er mindre effektivt mod E. bieneusi, er der rapporter om effekt af albendazol-behandling hos immunsupprimerede patienter.

Kilde: CDC (Februar 2015).

Forskning

Grundet få tilfælde i Danmark er der ikke nogen videre forskning i gang vedr. mikrosporidiose. Dog har et nyligt samarbejde mellem Statens Serum Institut og Folkhälsomyndigheten i Sverige vist, at E. bieneusi er hyppig i lam, men ikke i får i Syd-Sverige. Dog menes det ikke, at disse dyr kan udgøre noget reelt smittereservoir for mennesker, da lam typisk er inficeret med en genotype, der ikke er forbundet med infektion i mennesker. Anderledes er det med mus og andre gnavere, der kan være vært for mindst to genotyper der er fundet hos inficerede individer i både Danmark og Frankrig, og som også er fundet i spildevandsprøver i Sverige.  

Referencer

Low host-specific Enterocytozoon bieneusi genotype BEB6 is common in Swedish lambs. Stensvold CR1, Beser J, Ljungström B, Troell K, Lebbad M, Vet Parasitol. 2014 Sep 15;205(1-2):371-4.

Incubation period, spore shedding duration, and symptoms of Enterocytozoon bieneusi genotype C infection in a foodborne outbreak in Denmark, 2020. Michlmayr D, Alves de Sousa L, Müller L, Jokelainen P, Ethelberg S, Vestergaard LS, Schjørring S, Mikkelsen S, Jensen CW, Rasmussen LD, Rune Stensvold C. Clin Infect Dis. 2022 Aug 31;75(3):468-475. doi: 10.1093/cid/ciab949. PMID: 34791090; PMCID: PMC9427152.

Diagnostik

Statens Serum Institut modtager lejlighedsvis prøver fra patienter med diarré til undersøgelse for mikrosporidier. Af og til påvises E. bieneusi ved real-time PCR, bl.a. i relation til diarréudbrud. Genotypning beror på PCR og sekventering. Mikrosporidier kan også undertiden påvises ved fx trikrom-farvning af fæcesudstryg. Identifikation af mikrosporidier i øjet er vanskelig, men kan formentlig udføres ved 18S PCR på DNA udvundet af hornhinde-skrab/-biopsi.

Diagnostiske undersøgelser

Microsporidium (mikroskopi) (R-nr. 078)
Microsporidium (DNA) (R-nr. 707)