Human Papillomavirus (HPV) infektion
Der er over 100 forskellige typer human papillomavirus (HPV), som kan give infektion. Nogle typer er årsag til godartede sygdomme som hudvorter og kønsvorter, mens andre typer er årsag til cancer. Den hyppigste kræftform forårsaget af HPV er livmoderhalskræft.
Human papillomavirus er vidt udbredt. De fleste mennesker har på et tidspunkt i barnealderen haft en HPV-infektion i form af hudvorter. Seksuelt overførte HPV-infektioner på slimhinderne som fx kønsvorter er også udbredte. Stort set alle seksuelt aktive kvinder bliver forbigående smittet med en eller flere HPV-typer i løbet af livet. Forekomsten er særlig høj blandt unge under 30 år, hvor ca. 25% er inficeret. Men kun et fåtal oplever, at HPV-infektionen bliver kronisk, en tilstand der kan resultere i celleforandringer eller kræft.
Livstidsrisikoen for at få livmoderhalskræft er i Danmark ca. 1%, dvs. 1.000 ud af 100.000 kvinder vil blive ramt af sygdommen i løbet af livet. Hyppigheden (incidensen) er aktuelt ca. 13 tilfælde per 100.000 kvinder pr. år. Dette svarer til ca. 370 nye tilfælde årligt, et tal der falder hurtigt grundet HPV-vaccinerne. Der er aktuelt ca. 100 dødsfald årligt som følge af livmoderhalskræft, hvilket også er nedadgående.
Der findes flere forskellige vacciner mod HPV. Fælles for alle vaccinerne er, at de beskytter mod HPV type 16 og 18, som er skyld i 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. De nye HPV-vacciner med flere typer i beskytter bredere. Efter indførslen af HPV-vaccination i det danske børnevaccinationsprogram (for piger) i 2009 og drenge i 2019 forventes der i fremtiden et stort fald i antallet af tilfælde med livmoderhalskræft og andre HPV-infektioner (kondylomer/kønsvorter).
Den HPV-vaccine, som anvendes i børnevaccinationsprogrammet siden 1. november 2017, Gardasil®9, beskytter mod syv typer HPV (16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58), som er ansvarlig for op mod 90% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Desuden beskytter vaccinen mod 2 typer af HPV (6 og 11), som er skyld i 90% af alle tilfælde af synlige kønsvorter (kondylomer), der er en godartet, men meget generende tilstand.
HPV-infektioner er også ansvarlige for en række andre mere sjældne kræftformer, herunder analkræft, peniskræft, kræft i vagina og vulvakræft (kræft i de udvendige kvindelige kønsorganer). Der er desuden mistanke om, at HPV-infektion udgør en primær risikofaktor for visse typer kræft i hoved-hals-regionen, fx kræft i mandlerne; en kræftform der er stigende i Danmark, mens de tobaksforårsagede kræftformer i samme regioner er faldende.
Symptomer
Visse HPV-infektioner kan være uden symptomer mens andre viser sig som vorter på hud og kønsvorter (kondylomer) på slimhinder. Ud over kønsvorter kan nogle HPV-typer forårsage irritationstilstande i slimhinderne, kroniske rifter i de udvendige kvindelige kønsorganer (vulvafissurer) samt føre til udvikling af livmoderhalskræft (cervixcancer) og andre kræftformer (fx vulvakræft).
Årsag
Human papillomavirus (HPV)-infektion forårsages af over 100 forskellige HPV-undertyper. Nogle typer forårsager hudinfektioner (fx hudvorter), andre typer forårsager infektioner på slimhinder, fx kønsvorter (kondylomer) og kroniske fissurer (revner). Blandt alle disse har nogle HPV-typer, i forbindelse med kronisk infektion, en varierende mulighed for at kunne blive til kræft (risikotyper) hos nogle mennesker, mens andre HPV-typer ikke giver cancer (ikke-risikotyper).
Den hyppigste kræftform forårsaget af HPV er livmoderhalskræft, men HPV-infektioner er også ansvarlige for en række andre mere sjældne kræftformer, fx analkræft, peniskræft, kræft i vagina og vulvakræft (kræft i de udvendige kvindelige kønsorganer). Der er desuden mistanke om, at HPV-infektion udgør en risikofaktor for visse typer kræft i hoved-hals-regionen, fx kræft i mandlerne og strubekræft.
Kronisk infektion med visse HPV-risikotyper har højere kræftrisiko end andre, og kan hurtigere udvikle sig fra infektion over celleforandringer til kræft. Det gælder HPV 16 og 18, som kan udvikle cancer over få år og er skyld i 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Der findes endvidere andre risikotyper, som kan give livmoderhalskræft, men som typisk udvikler sig over længere tid. Ikke-risikotyper giver ikke cancer. Hvis en HPV-type findes hos kvinder over 30-årsalderen, er der stor sandsynlighed for, at den er kronisk. Under 30-årsalderen regner man med, at en HPV-infektion er kronisk, såfremt typen findes gentagne gange over 6-12 måneder.
Smitteveje
HPV smitter ved direkte og indirekte kontakt.
Slimhindetyperne af HPV er seksuelt overført og smitter fx ved samleje.
Anvendelse af kondom yder ikke 100% beskyttelse mod HPV-smitte.
Forebyggelse
I børnevaccinationsprogrammet tilbydes 12-årige gratis vaccination med HPV-vaccinen Gardasil®9. Vaccinen beskytter mod HPV-typerne 6, 11, 16, 18, 31, 33, 45, 52, 58 og beskytter mod kræftfremkaldende HPV-typer, som er skyld i 90% af alle tilfælde af livmoderhalskræft og beskytter samtidig mod HPV-typerne 6 og 11, som ikke er årsag til kræft, men er skyld i 90% af alle synlige kondylomer hos mænd og kvinder.
Da HPV-vaccination ikke yder 100% beskyttelse mod livmoderhalskræft, bl.a. fordi vaccinen ikke indeholder alle højrisiko HPV-typer, er det vigtigt, at man som kvinde følger det almindelige screeningsprogram, hvad enten man er vaccineret eller ej. Ved screeningsprogrammet undersøger man for celleforandringer, der i nogle tilfælde kan udvikle sig. Mulige celleforandringer fundet ved smear-undersøgelser skal følges op af en særlig gynækologisk undersøgelse (kolposkopi) med biopsitagning for at be- eller afkræfte en mistanke om celleforandringer.
Vaccinerne er alene forebyggende og kan ikke anvendes til behandling af livmoderhalskræft eller kondylomer.
Behandling
Hvis der påvises kræftfremkaldende undertyper af HPV i en podning fra livmoderhalsen hos en kvinde under 30 år, bør undersøgelsen gentages efter et halvt til et helt år for at konstatere, om der er tale om en forbigående eller en kronisk infektion. Såfremt der hos kvinder over 30 år påvises kræftfremkaldende HPV-typer i en podning, vil der oftest være tale om en kronisk infektion, som med tiden kan udvikles til kræft. Om der er forstadier til livmoderhalskræft eller kræft afgøres ved mikroskopi af biopsier udtaget ved en gynækologisk kolposkopiundersøgelse. Der påvises årligt omkring 15.000 tilfælde af celleforandringer.
Påvises der HPV-typer i området ved kønsorganerne (genitalområdet) fx ved kroniske rifter (fissurer) eller flade kondylomer, bør kvinden også undersøges for HPV i livmoderhalsen for ikke at overse en kronisk infektion med kræftfremkaldende HPV-typer her.
Der er ingen specifik behandling af selve HPV-infektionen. Udvortes kan evt. forsøges imiquimid creme som hjælper immunsystemet til at bekæmpe virus. Synlige vorter på hud eller slimhinder kan behandles med fx pensling, frysning eller ætsning. Lokaliseret livmoderhalskræft eller forstadier til livmoderhalskræft kan behandles med kegleoperation af livmoderhalsen eller anden kirurgisk behandling. Der laves godt 6.000 kegleoperationer årligt, hvilket formentlig er for mange.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Vaccinationsintervaller
Intervaller for HPV-vaccinationsprogrammet (pdf).
Forskning
Der arbejdes på at belyse, hvilken sundhedsmæssig gevinst der kan være ved at vaccinere drenge. Mænd der har sex med mænd og især hiv-positive har højere forekomst af analcancer og har sandsynligvis en højere risiko for at få andre HPV-relaterede cancere. Desuden kan både mænd og kvinder få kønsvorter (kondylomer) med typerne 6 og 11, som også dækkes af nogle af HPV-vaccinerne. Vaccination af begge køn kan bryde den seksuelle smittevej mere effektivt, især hvis vaccinationsdækningen hos kvinder er lav.
Der forsøges desuden udviklet flere specielle diagnostiske tests, der bedre eller hurtigere kan påvise en HPV-infektion, typen og evt. om den udtrykker et malignt (kræftfremkaldende) potentiale eller ej på både hud og på slimhinder.
Diagnostik
Man undersøger for celleforandringer med smear til patologisk undersøgelse. Hvis man her får mistanke om celleforandringer, kan man supplere med HPV-undersøgelse (fx ved "atypiske celler"). Selve diagnosen kræft (cancer) stilles på baggrund af vævsbiopsier taget hos gynækolog ved gynækologisk undersøgelse med kolposkopi. Vævsbiopsierne undersøges af patologisk afdeling.
Man undersøger for HPV-infektion med genteknologiske tests som fx PCR og microarray. Påvisning og typebestemmelse af human papillomavirus (HPV) i en podning eller biopsi ved hjælp af fx microarray-analyse giver samtidig typning af alle HPV-typer der er i en prøve, og alle andre virus i prøven identificeres samtidig. Der anvendes typisk en podning eller biopsitagning af et HPV-suspekt område på hud eller slimhinder.
SSI foretager stadig diagnostik af HPV og alle andre virus i podninger og biopsier fra hud eller slimhinder, fx fra suspekte hudelementer omkring anus. Mens rutineanalyser af cervixmateriale for kun HPV-slimhindetyperne ikke længere udføres på SSI. SSI MDV har haft en HPV-test (Genomica kit) til cervixprøver og HPV-mukosatyperne, men den er nu nedlagt. Prøver fra cervix til HPV-testning skal derfor alle til Hvidovre (og IKKE til SSI) fremover.
SSI har i stedet oprettet en virusanalyse til hudtyper af HPV (som ikke fanges af Genomica kit) samt alle andre differential-diagnostiske virus (molluskler, poxvirus, alle HPV-typer og ikke bare slimhindetyperne, HIV, HSV-1/HSV-2 m.fl.). Analysen hedder R2067 "HPV og andre virus" til vorter, kondylomer, andre huddimser, hoved-hals kræftsuspekte dimser, som skrab/biopsi prøver.