Gul feber

Gul feber er en alvorlig virussygdom, der skyldes infektion med gul feber virus, der tilhører gruppen af flavivirus.

I milde tilfælde er typiske symptomer feber, hovedpine og kvalme. I alvorlige tilfælde sker der skader på lever, nyrer og hjerte, og patienterne får gulsot. Heraf kommer navnet. En del lande stiller krav om gul feber vaccination ved indrejse.

Gul feber forekommer i store dele af Afrika og Sydamerika. Disse lande befinder sig i et bælte omkring ækvator fra 15° nord til 15° syd. Sygdommen findes således ikke i Danmark eller andre steder i Europa.

I Sydamerika har sygdommen i de seneste år spredt sig til et større område end før. De fleste tilfælde ses dog stadig i Afrika.

Man regner med, at der er over 200.000 tilfælde af gul feber om året. Heraf dør omkring 30.000 personer.

Symptomer

Gul feber er en akut virusinfektion, der kan forløbe så mildt, at man ikke opdager det. Symptomerne er pludseligt opstået feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter samt kvalme og opkastninger. De fleste bliver herefter raske.

Ca. 15 % kan efter en kort bedring få tilbagefald og udvikle gulsot som tegn på leverbetændelse. I særligt alvorlige tilfælde ses også blødningsforstyrrelser og påvirkning af flere organer herunder lever, nyre, blod og lymfekar samt hjerte. Ca. 20-50 % af patienter med gulsot dør.

Årsag

Gul feber er en virussygdom, der skyldes infektion med gul feber virus, der tilhører gruppen af flavivirus.

Smitteveje

Sygdommen overføres med myg. Det er først og fremmest gul feber myggen, Aedes aegypti, der overfører smitten, men andre Aedes arter og myggearten Haemagogus kan også mere sjældent viderebringe smitten, typisk i fjerne skovområder. Aedes aegypti stikker typisk om dagen.

Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet af myggen, til man får symptomer, er 3 - 6 dage.

Sygdommen er ikke smitsom mellem mennesker. Smittede patienter (og dyr) kan dog overføre virus til nye myg fra kort før feberen starter og i de næste 3 - 5 dage, sjældent længere.

Forebyggelse

Gul feber kan forebygges ved at undgå at blive stukket af myg, dvs. ved at man regelmæssigt anvender myggeafvisende midler. Man kan også nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel og ved at anvende myggenet.

Den væsentligste forebyggelse er dog via vaccination, og gul feber er som den eneste sygdom omfattet af internationale regler.

WHO anbefaler alle rejsende til lande, der ligger i områder hvor gul feber forekommer, at være vaccinerede. WHO og sundhedsmyndighederne i flere lande kræver at alle rejsende til og fra områder, hvor Gul feber forekommer (er endemisk) skal være vaccineret.

Det er vigtigt at vide, at transitophold i lande kan medføre krav om vaccination ved videre rejse til et andet land, herunder til lande uden for gul feber-transmissionszonen. Alle disse forhold kan ændres løbende og den rejsende anbefales derfor at rådføre sig med landets ambassader før afrejse. Vaccination dokumenteres med et stempel og underskrifter i det gule, internationale vaccinationshæfte. En vaccination er gyldig efter 10 dage.

Tidligere var varigheden af beskyttelse angivet til 10 år, men  WHO udmeldte i 2013 at dækningen af vaccinen er livslang. WHO har givet landene en frist til juni 2016 til at implementere denne nye regel.

Rejsende med nedsat immunforsvar (fx. hiv-smittede) bør ikke vaccineres mod gul feber, da vaccinen indeholder levende, svækket Gul feber virus. Gravide, ammende og børn under 9 måneder bør ikke vaccineres, med mindre helt specielle forhold gør sig gældende. Det kan være udbrud af Gul Feber f.eks. i byer hvor smitterisikoen så er øget. Man bør desuden udvise forsigtighed ved vaccination af personer over 60 år fordi der i denne aldersgruppe ses en noget højere forekomst af visse bivirkninger. Vaccinen indeholder æg, og personer med tidligere, alvorlig overfølsomhed mod æg bør ikke vaccineres. Hvis vaccination ikke foretages på grund af ovennævnte forhold, bør personen medbringe en undtagelsesattest ved rejser i områder med gul feber.

Behandling

Der findes ingen specifik behandling, og derfor er det alene patientens symptomer, der behandles.

Særligt for sundhedsfagligt personale