ESBL-producerende bakterier

ESBL-producerende bakterier er resistente over for en stor gruppe af almindeligt anvendte antibiotika, der rækker fra bredspektrede penicillinpræparater til mere specialiserede antibiotika som cephalosporiner. Dette gør det vanskeligere at behandle og forebygge infektioner. Resistensforekomst af ESBL-typen regnes ifølge WHO som en af de største trusler mod verdenssundheden.

ESBL (Extended Spectrum Beta-Lactamase) er betegnelsen for et enzym i bakterier, der kan nedbryde visse typer af betalaktamantibiotika. Det er nedbrydningen af betalaktamet, der gør bakterien resistent overfor antibiotika.

De ESBL-producerende bakterier hører til gruppen af enterobakterier (tarmbakterier), som typisk giver urinvejsinfektioner, men også kan føre til blodforgiftninger eller andre alvorlige infektioner. Når betalaktamringen nedbrydes, kan antibiotikummet ikke længere binde sig til bakterien, og dermed mister stoffet sin virkning.

Der findes mange forskellige betalaktamaser. De inddeles i grupper afhængigt af, hvilke betalaktamantibiotika de nedbryder. ESBL (Extended Spectrum Beta-Lactamase) er bredspektrede betalaktamaser. ESBL-producerende bakterier kan nedbryde en eller flere af følgende betalaktam antibiotika: penicilliner, cefalosporiner, carbapenemer og monobactamer.

Som anført regnes resistensforekomst af ESBL-typen ifølge WHO som en af de tre største trusler mod verdenssundheden. Det er derfor denne type betalaktamaser, man typisk vil læse om i medier, rapporter og på hjemmesider.

ESBL-producerende bakterier

I Danmark og på verdensplan er der inden for de seneste 10 år set en stigende forekomst af ESBL-producerende Escherichia coli og ESBL-producerende Klebsiella pneumoniae, men resistensen kan også overføres til andre beslægtede bakterier som fx salmonellabakterier. De ESBL-producerende bakterier er ofte også resistente over for andre antibiotika, dvs. antibiotika, der ikke hører til betalaktamklassen, typisk gentamicin og fluorkinoloner. Behandling kan derfor blive vanskelig, da udvalget af effektive antibiotika er begrænset.

Symptomer

ESBL-producerende bakterier hører til gruppen af enterobakterier (tarmbakterier) og giver ofte urinvejsinfektioner. De kan også give alvorlige infektioner, såsom blodforgiftning og infektion i relation til fremmedlegemer. Hvor urinvejsinfektionerne er almindeligt forekommende, også hos raske eller yngre personer, forekommer de mere alvorlige infektioner langt hyppigere hos ældre eller i forvejen svækkede personer. 

Årsag

ESBL-generne i sig selv gør ikke bakterien mere farlig og giver derfor ikke anledning til hyppigere infektion. Men såfremt patienten får en infektion med en ESBL-producerende bakterie, kan det nogle gange være svært at komme af med den igen, især i de situationer hvor patienten har et længerevarende sygdomsforløb, der kræver brug af fremmedlegemer såsom katetre i længere perioder, eller hvor patienten gennemgår flere på hinanden følgende behandlinger med antibiotika. Dette betyder nemlig, at de ESBL-producerende bakterier kan få en selektiv fordel i forhold til bakterier, der er følsomme for antibiotika.

Resistensen over for betalaktamantibiotika er et problem, da det indskrænker behandlingsmulighederne. Det tvinger lægen til at vælge andre antibiotika, der kan være mindre velegnede til behandling af infektionen, der måske er forbundet med større risiko for bivirkninger for patienten eller der kan have miljømæssige konsekvenser i form af yderligere resistensudvikling.

Smitteveje

ESBL-genet kan overføres fra bakterie til bakterie, både inden for samme art, men også på tværs af (beslægtede) arter. Overførsel af ESBL-producerende bakterier imellem personer kan ske ved både direkte kontakt eller indirekte gennem forurenede overflader. En del af de ESBL-producerende bakterier kan desuden erhverves gennem fødevarer. Dette gælder især for salmonella, men kan også forekomme for E. coli-bakterierne. Spredning af ESBL-producerende bakterier, især Klebsiella pneumoniae, men også andre, forekommer især på sygehusene.

Forebyggelse

Udvikling af ESBL-producerende bakterier fremmes ved brug af antibiotika. Den vigtigste forebyggelse er derfor at begrænse brugen af antibiotika. Dette kan gøres ved at:

  • forebygge infektioner generelt
  • undgå brug af antiobiotika til milde infektioner, hvor tilstanden vil helbredes spontant
  • være særligt opmærksom på valg af den konkrete behandling, herunder ved at optimere dosis og behandlingens længde

Desuden er omhyggelig hygiejne både i relation til pleje og behandling på hospitalerne særdeles vigtig. På mange hospitaler vælger man at isolere patienter med særligt smitsomme typer af ESBL, eller hvor ESBL-resistensen er koblet sammen med anden resistens. Også som patient er det vigtigt, at man er omhyggelig med sin hygiejne, især håndhygiejne.

På plejehjem er det ligeledes vigtigt, at både personalet og besøgende er fortrolige med omhyggelig hygiejne i kontakten med den ældre, og det anbefales derfor, at plejehjem har regler omkring håndtering af ESBL-positive beboere.

Behandling

Ligesom for andre bakterielle infektioner gælder det, at kroppen selv kan helbrede nogle infektioner, så antibiotika er ikke altid nødvendig. Hvis det drejer sig om fund af ESBL-producerende bakterier i relation til et fremmedlegeme, fx et kateter, kan behandlingen bestå i hyppig skifte af katetret eller ved at fjerne katetret helt.

Hvis den ESBL-producerende bakterie har givet anledning til en infektion, hvor lægen skønner, at der er behov for antibiotisk behandling, vil valget af behandling og præparat være individuel og afhænge af typen af infektion og af ESBL-type.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Kliniske isolater fra blod og ofte også fra urin undersøges rutinemæssigt for ESBL-egenskaber på den lokale klinisk mikrobiologiske afdeling i forbindelse med resistensbestemmelse af bakterien. Ved fund af ESBL-producerende E.coli i blod videresendes stammen til Statens Serum Institut, hvor der undersøges for forekomst af evt. ESBL-gener. Også bakteriestammer, der udviser resistens over for carbapenemer, videresendes til Statens Serum Institut til yderligere diagnostik, uanset hvilket klinisk fokus de stammer fra.

Forskning

Statens Serum Institut udfører helgenomsekventering på udvalgte stammer for at bidrage til kortlægning af ESBL-typer og disses smittespredning.


Diagnostiske undersøgelser

Bakteriologisk undersøgelse almindelig (mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse) (R-nr. 101)