Ekinokokkose forårsaget af rævens og hundens dværgbændelorm (Echinococcus arter)

Som navnet antyder findes disse bændelorme i ræve og hunde. Smitte til mennesker er sjælden, men kan fx ske ved indtagelse af bær eller svampe, der er forurenet med afføring fra smittede hunde eller ræve.

Rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis) forekommer typisk blandt ræve såvel i Danmark som i landene omkring os. Smitte til mennesker er formentlig meget sjælden.

Hundens dværgbændelorm (Echinococcus granulosus) forekommer formentlig ikke Danmark, men findes i det meste af Europa og øvrige kontinenter.

De små, voksne bændelorm kan findes i ræve, mårhunde og hunde. Mennesket kan blive inficeret ved indtagelse af de mikroskopiske æg fra disse bændelorm, som via afføring fra ræv, mårhund eller hund kan forurene vand eller vækster i naturen, herunder fx frugter, bær og svampe.

I mennesket udvikler æggene sig til larver, som fra tarmen finder vej typisk til leveren men også til andre organer, som fx lungerne.  Ved smitte udvikles sygdom langsomt med symptomer, der gradvist tager til.

I Danmark er der endnu ikke påvist tilfælde af ekinokokkose hos mennesker, hvor smitten vides erhvervet i Danmark.

Symptomer

Infektion med ekinokker er alvorlig, og viser sig ved en eller flere cyster i forskellige organer, primært leveren. En lang inkubationstid på 5–15 år medfører at diagnosen - ekinokokkose - oftest først stilles ved fremskreden sygdom.

Infektionens første fase er symptomløs. I den symptomgivende fase kan ses træthed, mavesmerter og leverforstørrelse. Senere kan komme andre symptomer som gulsot som følge af leverpåvirkningen samt feber og anæmi (blodmangel).

Årsag

Ekinokokkose forårsages af infektion med dværgbændelormene E. multilocularis eller E. granulosus. Sygdommen viser sig ved cystedannelse, primært i leveren.

Ved den såkaldte alveolære ekinokokkose, som skyldes E. multilocularis, ses cyster med en diameter op til 15–20 cm. Cysterne kan sprede sig med dannelse af metastaser i infektionens sene stadier. Såfremt infektionen ikke diagnosticeres og behandles i tide, er dødeligheden høj.

I ca. 1/3 af tilfældene ses metastaser fra lever i et eller flere organer på det tidspunkt, hvor patienten diagnosticeres første gang.

Smitteveje

Parasitten har kødædere, herunder især ræve, men også fx mårhunde og hunde, som slutvært, mens mus og andre små gnavere er mellemværter. Slutværter udskiller orme og æg fra disse med afføringen med mulig forurening af spiselige vækster, herunder bær, nedfaldne frugter, svampe med mere til følge.

Der er i de senere år set en øget forekomst af E. multilocularis blandt ræve i store dele af Europa, bl.a. i Tyskland og Sverige. Parasitten er også fundet hos enkelte ræve i Danmark. Det kan på baggrund af nye fund ikke udelukkes, at parasitten har etableret sig permanent i Danmark, om end forekomsten formodes at være lav.

Forebyggelse

Smitte sker via kontakt med afføring fra inficerede dyr. Det er derfor vigtigt med god hygiejne - både i håndteringen af risikodyr, og hvis man arbejder med jord eller spiser grønt, frugt, bær, eller svampe, der kan have været i berøring med afføring fra risikodyr.

Parasitterne kan ikke overleve kogning.

Folk der omgås/håndterer ræve skal være særligt opmærksomme på god hygiejne.

Såfremt man medbringer sin hund i forbindelse med rejse til udlandet, kan der være krav om forebyggende behandling af hunde for ekinokokkose. Har man hunde, der færdes frit i naturen, herunder i særdeleshed hunde der kommer i rævegrave, bør man drøfte evt. ormekur med sin dyrlæge.

Behandling

Diagnosen ekinokokkose stilles som oftest først efter billeddiagnostik og fund af cyster i de indre organer suppleret med antistof-analyse (se også afsnittet "Særligt for Sundhedsfagligt personale".

Behandlingen går ud på at fjerne blærerne/svulsterne, som ekinokokkerne har forårsaget. Som regel sker dette ved hjælp af kirurgiske indgreb med efterbehandling i form af et parasit-dræbende stof. I nogle tilfælde er kirurgiske indgreb ikke anbefalelsesværdigt, hvorfor man kun giver medicinsk behandling - måske med flere stoffer samtidigt.

Behandling er en specialistopgave.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Udredning bør foretages ved klinisk mistanke, primært ved antistofanalyser for E. granulosus eller E. multilocularis, afhængig af klinisk mistanke.

Tidlig diagnostik er en forudsætning for effektiv behandling. Den kliniske diagnose af alveolær ekinokokkose baseres på en kombination af 1) anamnese og kliniske fund, 2) billeddiagnostik (ultralyd, computertomografi (CT)), magnetisk resonans skanning (MR), 18F-Fluoro-Deoxyglucose-Positron-Emission-Tomografi skanning (FDG-PET), 3) antistofundersøgelse, og, såfremt disse ikke fører til en entydig diagnose, 4) histopatologi samt mikroskopi og PCR-analyse af cystemateriale. Leverbiopsi indebærer dog en risiko for metastasering og bør om muligt undgås.

Et positivt antistofsvar er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at patienten udvikler klinisk ekinokokkose. Billeddiagnostik kan i de fleste tilfælde indikere, hvilken af de to ekinokok-arter, der primært må mistænkes, sammenholdt med antistofundersøgelse for en eller begge parasitter, samt information omkring rejseaktivitet og ophold udenfor landets grænser, idet E. granulosus formentlig ikke findes i Danmark.

Antistoffer rettet mod disse parasitter krydsreagerer i nogen grad med hinanden, og det anbefales at bekræfte positive fund med en konfirmatorisk analyse ved tvivlsom billeddiagnostik og klinisk mistanke. Mistanke om alveolær ekinokokkose kan være relevant også uden kendt udlandseksposition.

Statens Serum Institut har derfor udviklet en PCR analyse, der kan afgøre hvorvidt der er tale om Echinococcus granulosus eller den mere alvorlige Echinococcus multilocularis. Artsbestemmelse er herudover vigtig for overvågningen af parasitten og dens udbredelse i Danmark.

Referencer

Enemark HL, Al-Sabi MN, Knapp J, Staahl M, Chríel M. Detection of a high-endemic focus of Echinococcus multilocularis in red foxes in southern Denmark, January 2013. Euro Surveill. 2013 Mar 7;18(10):20420.