Cytomegalovirus

Cytomegalovirus (CMV) er et almindelig forekommende virus, som de fleste danskere smittes med. Cirka 80 % af alle danskere omkring 30 års alderen har dannet antistoffer mod virus, som er tegn på tidligere smitte med CMV.

Infektion med CMV giver oftest ingen eller lette ukarakteristiske symptomer som feber, hævelse af lymfeknuder og evt. et udslæt, som ikke er behandlingskrævende.

Første gang man smittes med CMV kaldes det en primærinfektion, også selvom man ikke udvikler symptomer. Herefter ligger virus i dvale (latent) i de hvide blodlegemer resten af livet.

CMV kan i sjældne tilfælde overføres fra mor til foster. Langt de fleste nyfødte vil ikke have symptomer, men hos nogle få kan der opstå skader på nervesystemet i form af nedsat hørelse eller i meget sjældne tilfælde mental retardering.

Symptomer

De fleste som smittes med CMV får ingen eller kun milde symptomer med let feber og evt. udslæt.

Hos nogle få procent kan den primære infektion med CMV give langvarig feber og træthed, hvilket er ufarligt, men kan resultere i, at den smittede bliver undersøgt for andre sygdomme, fx kræftsygdomme. Hos nogle kan symptomerne minde om mononucleose (kyssesyge), hvor en mild leverbetændelse (hepatitis) også kan forekomme.

Nyfødte, som smittes med CMV i de første leveruger, kan i sjældne tilfælde få alvorlige symptomer, der ligner en blodforgiftning (sepsis) med feber, lavt blodtryk, hurtig puls og evt. påvirkning af de indre organer.

Medfødt infektion ses meget sjældent, men kan være alvorlig og påvirke mange organer.

Patienter, som er blevet organ- eller knoglemarvstransplanterede, eller af andre årsager har et svækket immunsystem, kan få alvorlige symptomer i form af fx lungebetændelse.

Årsag

CMV tilhører herpesvirus-familien. Når man først er smittet (primær infektion), vil virus ligger i dvale (latent tilstand) i de hvide blodlegemer resten af livet. Herefter kan virus enten reaktiveres eller man kan reinficeres - begge dele kaldes sekundær infektion. Sekundær  infektion kan give symptomer, men vil oftest være symptomfri.

Smitteveje

Uanset om man har symptomer eller ej, så kan CMV smitte ved udskillelse af virus fra slimhinderne. CMV er dog ikke særlig smitsomt, da det kræver tæt kontakt med slimhinder, fx ved kys. Hertil kommer, at virus ikke tåler udtørring, og derfor hurtigt går til grunde udenfor slimhinderne. 

Virus menes især at reaktiveres i spytkirtlerne, hvilket er helt normalt og uden symptomer, og spyt kan derfor i perioder indeholde smitsomt virus.

Risikoen for smitte fra mor til foster afhænger af, om moderen smittes for første gang i graviditeten eller om moderen bliver syg på grund reinfektion med en ny CMV stamme eller en kendt CMV stamme, som hun er smittet med tidligere i livet (reaktivering). Risiko for smitteoverførsel til fosteret er størst ved en primær infektion (ca. 30-40 %), mens risikoen kun vurderes at være omkring 1% ved reaktivering/reinfektion. Smitte med CMV er dog ikke ensbetydende med, at barnet har eller senere udvikler symptomer på medfødt CMV sygdom.

Børn med medfødt CMV infektion udskiller også CMV i urinen og oftest i større koncentrationer og i længere tid end børn, der først smittes med CMV efter fødslen. Smitte efter fødslen hos nyfødte sker almindeligvis via brystmælk.

Forebyggelse

CMV kan ikke tåle udtørring i særlig lang tid på overflader. Direkte smitte er derfor den hyppigste overførselsmåde. Risikoen for smitte kan mindskes med god håndhygiejne (især ved arbejde i institutioner), og ved at undgå at kysse børn på munden.

Der findes ikke en vaccine mod CMV.

Behandling

Det er ikke nødvendigt at behandle CMV infektion hos mennesker med et normalt fungerende immunsystem. Hos patienter med nedsat immunforsvar, fx pga tranplantation eller cancer, kan det være nødvendigt at behandle en CMV infektion.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Generelt er der ikke behov for at diagnosticere CMV infektioner hos immunkompetente personer. Hos personer med langvarig feber af ukendt årsag kan det være relevant at undersøge for CMV. Ligeledes kan det være relevant at undersøge for CMV ved tegn til mononucleose (kyssesyge) eller leverbetændelse (hepatitis), hvis andre årsager er udelukket. Man vil typisk først undersøge for antistoffer, IgM og IgG. Direkte påvisning af virus kan forsøges på spyt, blod eller urin og bør suppleres med antistoffer, hvis antistof-niveauet ikke er kendt. Ofte vil to blodprøver taget med mindst 2 ugers mellemrum være nødvendige for at kunne påvise ændringer i antistofniveau, som netop sker ved en infektion (serokonvertering).

For immunsupprimerende, gravide og nyfødte gælder særlige forhold omkring CMV diagnostik.

Ved mistanke om CMV infektion hos en immunsupprimeret patient bør man undersøge både for antistoffer samt direkte virus påvisning vha. PCR-metode. 

Antistofniveauet er vigtigt at kende hos gravide mistænkt for CMV infektion, for at vide om infektionen hos den gravide er en primær infektion eller en reaktivering/reinfektion. Risiko for smitteoverførsel til fosteret er størst ved en primær infektion (ca. 30-40 %), mens risikoen kun vurderes at være omkring 1% ved reaktivering/reinfektion.

Diagnostik af medfødt CMV infektion hos nyfødte kan påvises direkte på spyt, urin og i blod indenfor de første 14 dage. Kontaminering af spytprøver med CMV fra modermælk udgør en risiko for et falskt positivt resultat. Spytprøver bør derfor tidligst tages 2-3 timer efter amning, ligesom man bør bekræfte resultatet fra spytprøver. Falsk negative resultater kan også forekomme især på blodprøver.
 


Diagnostiske undersøgelser

Cytomegalovirus (CMV) (DNA) PKU (R-nr. 2006)
Cytomegalovirus (CMV) (DNA) (R-nr. 700)