Uge 19/22 - 2026

Humane tilfælde af hantavirus i Danmark, 2010-2025

Hantavirus er en gruppe af zoonotiske virus, der omfatter mere end 60 arter, som hver især forekommer i bestemte geografiske områder af verden. Der kan overføres smitte til mennesker ved indånding af viruspartikler fra urin, afføring eller spyt fra smittede gnavere og ofte er virussmitte knyttet til bestemte gnaverarter. Arten af hantavirus, Andes, som var årsagen til et udbrud af hantavirus på et krydstogtsskib i foråret 2026, er den eneste kendte art af hantavirus, der også kan smitte mellem mennesker. I Danmark forekommer denne art ikke. I Danmark er arten af hantavirus betegnet Puumala årsagen til de fleste infektioner. Puumala hantavirus har rødmus (Myodes glareolus) som reservoir. Rødmus findes over hele Danmark, men smitte med Puumala hantavirus hos mennesker er hyppigst fundet i et område beliggende i den sydøstlige del af Fyn, og særligt i kystområderne fra Svendborg til Nyborg og omkring Glamsbjerg. Tillige har der været enkelte tilfælde af Puumala hantavirus i Jylland i et område syd for Silkeborg. Arten af hantavirus betegnet Saaremaa er også påvist i Danmark, men er meget sjælden. Saaremaa hantavirus findes hos brandmus (Apodemus agrarius), der har fast bestand på Lolland og Falster, men som også er observeret sporadisk bl.a. på Fejø, Femø, i Midtjylland og på Sjælland.

Forekomsten af hantavirus-smitte til mennesker er blandt andet påvirket af størrelsen af bestanden af rødmus, som kan variere fra år til år. Der kan ses større bestande af rødmus i år, der følger et såkaldt ”oldenår”, hvor der i skovene findes særligt mange agern og bog.

Smitte med Puumala og Saaremaa hantavirus kan føre til en mild form for hæmoragisk feber med nyrepåvirkning, som betegnes nephropathia epidemica (NE), og som i alvorlige tilfælde kan medføre akut nyresvigt med behov for dialyse. Det typiske sygdomsforløb er her karakteriseret ved en indledende febril fase med influenzalignende symptomer, hovedpine samt flanke- eller mavesmerter, hvorefter der i varierende grad kan udvikles hypotension og oligurisk nyresvigt. Paraklinisk ses ofte let leukocytose, forhøjet CRP, trombocytopeni og hyponatriæmi. Derudover forekommer mikroskopisk hæmaturi og markant albuminuri. Behandlingen er symptomatisk, og prognosen er sædvanligvis god.

Et laboratoriediagnosticeret bekræftet tilfælde defineres ved enten påvisning af hantavirus RNA i blod, luftvejsmateriale eller urin og/eller påvisning af både hantavirus IgM- og IgG-antistoffer i blod, eller hvor der initialt har været påvist hantavirus IgM-antistoffer og i en senere blodprøve er påvist hantavirus IgG serokonversion.

For de danske arter af hantavirus er særligt antistofbestemmelsen vigtig for diagnosen, da den viræmiske periode ofte er overstået, når patienten udvikler NE, hvorimod hantavirus RNA-analyse på blod, luftvejsmateriale eller urin kan være relevant ved andre arter af hantavirus, fx Andes hantavirus.

Isoleret påvisning af hantavirus IgM-antistoffer betragtes som et muligt tilfælde af hantavirus, som ved prøvetagning tidligt i forløbet, eller et falsk positivt testresultat. Ved fortsat klinisk mistanke om hantavirusinfektion bør patienten få foretaget en fornyet antistoftest efter 1-2 uger. IgG serokonversion er i sådanne tilfælde udtryk for en bekræftet hantavirusinfektion.

Der udføres ikke rutinemæssigt artsbestemmelse af hantavirus i Danmark. Hantavirus har siden november 2023 været laboratorieanmeldelsespligtig fra diagnostiske laboratorier til SSI.

For nærmere beskrivelse af symptomer, forebyggelse, behandling, diagnostik m.m. henvises til hantavirus i sygdomsleksikon.

Påviste humane tilfælde af hantavirus i Danmark, 2010-2025

Diagnostiske prøvesvar for humane tilfælde af infektion med hantavirus i Danmark er trukket fra Den danske mikrobiologidatabase (MiBa) for perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2025.

Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital (KMA Odense) har udført 75 % af diagnostikken for hantavirus i den opgjorte periode, mens 21 % af prøverne er analyseret på Statens Serum Institut (SSI) og 4 % på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Skejby, hvor diagnostikken af hantavirus blev nedlagt i 2013.

I perioden 2010–2025 er der registreret i alt 168 laboratoriebekræftede humane tilfælde af smitte med hantavirus i Danmark. Antallet af tilfælde per år fremgår af figur 1. I perioden har antallet generelt ligget på omkring 5-15 tilfælde årligt, med variation fra 2 tilfælde i 2013 til 23 tilfælde i 2012.

Figur 2 viser den geografiske fordeling af bekræftede tilfælde af hantavirus fordelt på bopælskommune på tidspunktet for første prøvetagning. Der ses en tydelig koncentration af tilfælde i de sydfynske kommuner. Herudover ses kumulerede forekomster i Midtjylland samt sporadiske tilfælde i kommuner i Nordjylland, Sønderjylland og på Sjælland.

I perioden blev der registreret 93 mulige tilfælde med isoleret påvisning af hantavirus IgM-antistoffer. Disse indgår ikke i denne opgørelse på grund af muligheden for uspecifikke reaktioner og falsk-positive resultater. Yderligere afklaring af mulige tilfælde kræver systematisk sammenholdelse med kliniske oplysninger, hvilket ikke har været muligt i denne opgørelse.

Kommentar

Hantavirus har i den seneste tid fået øget opmærksomhed som følge af et udbrud med arten Andes på et krydstogtskib i Atlanterhavet. Andes hantavirus kan give anledning til et alvorligt kardiopulmonalt syndrom. Den forekommer hovedsageligt i Sydamerika. SSI følger aktuelt udbruddet, læs mere her.

I Danmark påvises, som her beskrevet, kun få tilfælde af hantavirus hos mennesker, omkring 5-15 tilfælde årligt, og disse viser sig som regel i form af mildere sygdom. Der bør dog tages højde for, at ikke alle smittede patienter undersøges for hantavirus, hvorfor det faktiske antal kan være højere. Desuden må der tages højde for, at oplysninger om mulig smitte under udlandsophold ikke er indgået i den aktuelle analyse.

De forskellige arter af hantavirus i Nord- og Sydamerika giver typisk anledning til det kardiopulmonale syndrom, hvorimod arterne af hantavirus i Sydøsteuropa og Asien typisk giver anledning til hæmoragisk feber med renalt syndrom, som oftere resulterer i alvorligere sygdom end hvad der typisk ses i tilfælde af smitte forårsaget af de i Danmark forekommende arter, Puumala og Saaremaa hantavirus.

I en dansk kontekst kan infektion med hantavirus typisk overvejes som differentialdiagnose hos patienter med akut nyresvigt, trombocytopeni og mulig eksposition for primært rødmus, fx ved at have fejet i garagen, ryddet op i haveskuret eller lignende. Se i øvrigt beskrivelsen af det kliniske og parakliniske billede nævnt ovenfor.

Hos patienter med rejseaktivitet kan andre arter af hantavirus forekomme, og det er derfor vigtigt, at klinikere er opmærksomme på sygdomsforløbet og spørger ind til relevant eksposition og rejseanamnese. Grundet den særlige risiko ved Andes hantavirus for smitte mellem mennesker har Sundhedsstyrelsen for nylig udarbejdet danske retningslinjer for håndtering af Andes hantavirus. Retningslinjerne beskriver håndtering af mistænkte og bekræftede tilfælde af Andes hantavirus i det danske sundhedsvæsen, herunder diagnostik, behandling, infektionshygiejniske forholdsregler og håndtering af kontakter.

(A.V. Søndergaard, P. Valentiner-Branth, P.H. Andersen, L.S. Vestergaard, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, U.V. Schneider, B.B. Jensen, Virus og Mikrobiologisk Beredskab, R.R. Schmidt-Nielsen, M. Volstedlund, Data Integration & Analyse, Statens Serum Institut. N.S. Andersen, T.G. Jensen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital. M.K. Thomsen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, I.K. Ystrøm, Afdeling for Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital)