Hantavirus kan give anledning til sygdom hos mennesker og overføres fra gnavere ved inhalation af deres forstøvede spyt, urin eller afføring. Det kan også overføres ved bid eller anden kontakt, men forekommer sjældent. Smitte mellem mennesker forekommer sjældent og er primært beskrevet for en art af hantavirus, Orthohantavirus andesense (Andes virus) der findes på det Sydamerikanske kontinent. Det er også denne virusvariant, der i maj 2026 har været knyttet til et udbrud ombord på et krydstogtskib i Atlanterhavet.
Der findes flere typer hantavirus, og hver type er knyttet til en bestemt gnaverart. Hantavirus forekommer endemisk i visse områder af Danmark. I Danmark forårsages infektion med virusstammen Orthohantavirus puumalaense (Puumala virus), samt sjældent med en anden hantavirus, Saaremaa virus. Infektion med disse to typer kan give anledning til nyresygdommen Nephropathia epidemica (NE). Hantavirus fra andre dele af verden kan være årsag til mere alvorlige former for infektion hvoraf nogen giver symptomer for hjerte og lunger og andre til blødningsfeber.
Puumala virus, som er årsag til infektioner i Danmark, har reservoir i rødmus. Rødmus findes over hele Danmark, men Puumala hantavirus er hyppigst fundet i rødmus på Fyn, hvor infektion med hantavirus også er hyppigst. Musebestanden er højest om efteråret og i den tidlige vinter og varierer fra år til år, hvilket kan ses på antallet af hantavirus infektioner.
Meget sjældent ses infektion med Saaremaa virus, hvis reservoir er brandmus. Brandmus findes på Lolland-Falster og er for nylig fundet i stort antal i Midtjylland, hvor man de sidste 100 år har troet, at de var uddøde.
Symptomer
Hantavirussygdom opstår typisk 1–6 uger efter smitte og kan have forskellige symptomer, som spænder fra ingen symptomer til alvorlig sygdom. De hyppigste symptomer er feber, hovedpine, smerter i lænd og abdomen, kvalme og opkastninger. Hos børn er forløbet mildere end hos voksne. Komplikationer varierer afhængigt af hantavirusstammen, hvor nogle stammer er mere dødelige end andre.
Hantavirusinfektion kan forårsage tre hovedtyper af alvorlig sygdom afhængigt af virusstammen:
Hæmoragisk feber med nyresyndrom (HFRS): En infektionssygdom kendetegnet ved feber, blødningstendens og nyreproblemer. HFRS kan skyldes Orthohantavirus hantanense (Hantaan virus), som forekommer i Asien, eller Orthohantavirus dobravaense (Dobrava virus), som forekommer i Syd- og Østeuropa.
Nephropathia epidemica: En medicinsk tilstand, der påvirker nyrerne og giver proteinuri samt hæmaturi. Biokemisk ses forhøjet serumkreatinin samt trombocytopeni. Skyldes infektion med Puumala virus eller Saaremaa virus, der forekommer i store dele af Nord-, Øst og Centraleuropa.
Hantavirus kardiopulmonalt syndrom: Påvirker hjerte og lunger og fører til vejrtræknings- og hjerteproblemer. Syndromet kan skyldes fx Sin Nombre-, Andes- eller Bayou virus, som forekommer i Nord- og Sydamerika.
Generelt er dødeligheden højere for hantavirus kardiopulmonalt syndrom end for hantavirus HFRS.
Årsag
Hantavirus er zoonotiske virus, der tilhører familien Hantaviridae og slægten Orthohantavirus. Hver hantavirus er typisk knyttet til en specifik gnaverart, som fungerer som reservoir for virusset. Virus kan give langvarig infektion uden synlig sygdom hos gnaverne.
Hantaan virus forekommer i Asien.
Dobrava virus forekommer i Syd- og Østeuropa.
Puumala virus og Saaremaa virus forekommer i store dele af Nord-, Øst og Centraleuropa.
Sin Nombre, Andes og Bayou virus forekommer i Nord- og/eller Sydamerika.
Smitteveje
Gnavere udskiller hantavirus i deres urin, afføring og spyt. Mennesker bliver som regel smittet ved at indånde små partikler fra disse virusholdige gnaverudskillelser.
Europæiske og asiatiske hantavirus smitter ikke fra person til person.
Smitte fra menneske til menneske er indtil videre kun påvist for Andes virus, som findes i visse områder af Sydamerika.
Forebyggelse
Der er ingen vaccine godkendt til brug i Europa. Forebyggelse består derfor hovedsageligt i at undgå kontakt med inficeret materiale og/eller personer.
Behandling
Der findes ingen specifik behandling til personer smittet med hantavirus. Håndteringen beror på tidlig diagnostik, isolation, monitorering og understøttende intensiv behandling.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnosen bør overvejes hos patienter med akut opstået feber, hovedpine, abdominalsmerter, kvalme, proteinuri/hæmaturi, nyrepåvirkning og relevant eksposition.
Smittereservoiret findes både på Fyn, Lolland-Falster og i Jylland, mens sygdommen overvejende er set på Sydfyn.
Meldepligt
Hantavirus har siden november 2023 været anmeldelsespligtig fra landets diagnostiske laboratorier til Statens Serum Institut (SSI).
Testresultater for hantavirus bliver trukket fra den mikrobiologiske database (MiBa).
Diagnostik
Diagnosen stilles serologisk ved påvisning af antistoffer mod virus og/eller med viruspåvisning med PCR på blod, luftvejsmateriale eller urin. Negativ PCR udelukker ikke hantavirusinfektion.
Ved påvisning af IgM for hantavirus uden samtidig påvisning af IgG, bør diagnosen bekræftes ved senere påvisning af IgG-antistoffer mod hantavirus.
Hvis patienten formodes smittet i udlandet, bør dette oplyses ved rekvisition af prøven.