Uge 38 - 2025
Gratis RSV-vaccination til gravide fra 1. oktober 2025
Gratis RSV-vaccination til gravide fra 1. oktober 2025
- Gratis RSV-vaccination til gravide med vaccinen Abrysvo® fra 1. oktober 2025 til og med januar 2026.
- Vaccination anbefales i graviditetsuge 32 ved den tredje graviditetsundersøgelse hos egen læge.
- Der anbefales mindst to ugers interval mellem kighoste- og RSV-vaccination.
- RSV-vaccine kan gives samtidig med influenzavaccinen (og ved behov også samtidig med covid-vaccinen)
Fra 1. oktober 2025 tilbydes gravide gratis vaccination mod RS-virus (RSV). Formålet er at beskytte det nyfødte barn i de første levemåneder, hvor risikoen for alvorlig sygdom er størst.
Vaccinationen anbefales i forbindelse med den tredje graviditetsundersøgelse i graviditetsuge 32.
Gravide med flerfoldsgraviditeter og andre gravide med risiko for at føde for tidligt, kan tilbydes vaccination tidligere end ved tredje graviditetsundersøgelse, dog tidligst fra 24 fulde uger (24+0), hvor vaccinen er godkendt fra.
Der indføres i efteråret 2025 desuden et catch-up program til gravide, der har passeret graviditetsuge 32, når tilbuddet træder i kraft. Det omfatter kvinder til og med graviditetsuge 36 (35+6).
Regeringen har på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefaling foreslået, at der i den kommende finanslov afsættes penge til et sæsonbaseret vaccinationsprogram mod RS-virus til gravide fra 2026. Vaccination mod RSV anbefales til gravide, der har termin i juli til og med marts, hvormed de alleryngste spædbørn, der er født til termin, er beskyttet mod RSV. Vaccinationerne i 2026 gennemføres hermed fra maj til og med januar måned 2027.
Hvorfor vaccination mod RSV?
RS-virus er en af de hyppigste årsager til luftvejsinfektioner i efterårs- og vintersæsonen. Særligt spædbørn kan blive alvorligt syge og i nogle tilfælde kræve indlæggelse.
Når moderen vaccineres under graviditeten, overføres antistoffer til barnet via moderkagen. Dermed opnår barnet en effektiv beskyttelse i månederne efter fødslen. Studier viser, at vaccinationen nedsætter risikoen for alvorlig nedre luftvejsinfektion med omkring 70 % i de første seks levemåneder.
Vaccinetilslutningen vil løbende blive fulgt og vist af Statens Serum Institut.
Samtidig vaccination med kighostevaccine & influenzavaccine
Der bør gå mindst to uger mellem vaccination mod kighoste og RSV. Det skyldes, at immunresponset på kighoste-komponenten er fundet at være lavere ved samtidig administration af de to vacciner sammenlignet med separat administration. Den kliniske relevans af dette fund er dog uafklaret. Risikoen for bivirkninger er den samme, uanset om vaccinerne gives samtidig eller forskudt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vaccination mod kighoste gives i forbindelse med graviditetsundersøgelsen i uge 25.
Influenzavaccine kan ved behov gives samtidigt med som RSV-vaccinen. Raske gravide anbefales ikke længere at blive vaccineret mod covid. Gravide med medicinske risikofaktorer anbefales dog fortsat covid-vaccineret. Dette vil blive nærmere omtalt i EPI-Nyt i næste uge. Ved behov kan covid-vaccine gives samtidig med både RSV- og influenzavaccinen.
Bivirkninger og overvågning
De mest almindelige bivirkninger er smerte ved injektionsstedet, træthed, muskelsmerter, ledsmerter og hovedpine.
Der er skærpet indberetningspligt på Abrysvo®. Læger skal derfor indberette alle formodede bivirkninger, og alvorlige bivirkninger skal anmeldes senest 15 dage efter formodning via www.meldenbivirkning.dk.
Af hensyn til Lægemiddelstyrelsens opfølgning på udfaldet af graviditeten og barnets videre udvikling, er det vigtigt, at der ved indberetning af formodede bivirkninger anføres, i hvilken graviditetsuge RSV-vaccinen er givet samt batchnummeret på vaccinen.
Bestilling af RSV-vaccine til program
Vaccinen, som skal anvendes i programmet, hedder Abrysvo®. Vaccinen skal bestilles i SSI Webshop, og der forventes at blive åbnet op for bestilling fra fredag den 19. september 2025.
Produkt |
SSI Vnr. |
Abrysvo 10x1 dosis, PROGRAM | 106536 |
OBS: I webshoppen vil der være to Abrysvo®-vacciner tilgængelige: Én til programmet og én til egenbetaling. Det er meget vigtigt, at der vælges Abrysvo® 10x1 ds PROGRAM, da denne udleveres gratis.
Ved fejlbestilling kan SSI desværre ikke kreditere eller tage vaccinen retur.
Levering
OBS: SSI forventer at få vaccinen på lager i slutningen af uge 39, og levering kan derfor først finde sted fra uge 40. Det betyder, at ikke alle nødvendigvis kan nå at få vaccinen leveret til programmets opstart den 1. oktober. SSI anbefaler derfor, at dette tages i betragtning, når der bookes tider til vaccination.
Derudover vil SSI kun have et begrænset antal vacciner til rådighed. Vi opfordrer derfor til, at der kun bestilles det antal, der vurderes nødvendigt.
Ydelser i forbindelse med tilbuddet:
Der er oprettet to ydelseskoder til brug ved RSV-vaccination af gravide. Ydelseskoderne vil træde i kraft, når aftalen indgås efter offentliggørelsen af bekendtgørelsen.
Hvis vaccinationen gives i forbindelse med den tredje graviditetsundersøgelse, skal der anvendes ydelseskode 8804.
Hvis vaccinationen ikke gives i forbindelse med en graviditetsundersøgelse, skal der i stedet anvendes tillægsydelseskoden 8901.
(L. Hallundbæk, P.H. Andersen, B. Søborg, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, B. Neale, Forsyning)