Uge 27 - 2025

Legionærsygdom i Danmark 2024

Legionærsygdom i Danmark 2024

  • I 2024 var der 296 laboratoriepåviste tilfælde af legionærsygdom (LS).
  • Incidensen på 4,0 pr. 100.000 var et lille fald i danske smittede i forhold til de foregående år.
  • Cirka 60 % af tilfældene var mænd.
  • Legionella non-pneumophila udgjorde ca. en tredjedel af alle tilfælde i Region Hovedstaden.
  • Der sås fleste tilfælde i juni og juli.
  • Ved udlandsrejser, lad alt vand på badeværelset løbe et par minutter inden brusebad og tjek om det varme vand kan blive varmt nok.

I 2024 blev der registreret 296 tilfælde af legionærsygdom blandt personer med bopæl i Danmark. Af disse var 180 mænd (medianalder: 70 år) og 116 kvinder (medianalder: 71,5 år). Mortaliteten var 9,8 %, samme niveau som i 2023 (ca. 10 %) og svarende til niveauet før covid-19-pandemien, se årsopgørelse for 2023.

Størstedelen af tilfældene (240; 81 %) var smittet i Danmark (inkl. ukendt kategori), tabel 1. Med en gennemsnitlig incidens på 4,0 tilfælde pr. 100.000, var der et lille fald i forhold til de foregående år, men fordelingen på bopælslandsdel var omtrent som i 2023.

For en detaljeret epidemiologisk opgørelse, se årsopgørelsen for 2024.

EPI-NYT 2025 uge 27 tabel 1

Der var flest LS-tilfælde i juni og juli med henholdsvis 36 og 38 tilfælde. Rejsetilfælde (importerede) forekom i alle måneder undtagen februar. De fleste rejsetilfælde blev registreret fra juli til oktober – i alt 34 tilfælde (67,9 %). De fleste dansksmittede tilfælde sås i juni med 34 tilfælde, figur 1.

EPI-NYT 2025 uge 27 figur 1

56 tilfælde var registreret som smittet i udlandet, flest fra Italien (17), Grækenland (9) og Tyrkiet (9). Smitte ses typisk i forbindelse med vandinstallationer, hvor Legionella har haft gunstige vækstbetingelser. Personer med KOL, rygere, og ældre, kan være mere udsatte og bør udvise forsigtighed samt være opmærksom på almindelig forebyggelse, se årsopgørelse 2024. Desuden anbefales det at skylle alle tapsteder godt igennem med både koldt og varmt vand efter rejse eller fravær fra egen bolig.

Et væsentligt tiltag i 2024 var artsbestemmelse af Legionella non-pneumophila ved 23S-5s sekventering af PCR-positive prøver. Af 36 non-pneumophila-tilfælde (positiv L. species, negativ L. pneumophila), kunne arten bestemmes i 19 tilfælde. Blandt de bestemte arter var L. longbeachae (seks), L. anisa (fire), L. bozemanae og L. rubrilucens (to hver) samt fem andre arter med ét tilfælde hver, se årsopgørelse 2024.

Langt de fleste non-pneumophila-tilfælde (34) blev påvist i Region Hovedstaden; syv ved PCR og dyrkning, 14 ved PCR og 23S-5S artsbestemmelse og 13 kun ved PCR. Samlet udgjorde non-pneumophila således ca. 32 % af alle (107) diagnosticerede, inklusive importerede tilfælde, i Region Hovedstaden. I Sydjylland blev der påvist mindst syv non-pneumophila-tilfælde (to dyrkningspåviste). I alt blev der således påvist 41 sikre Legionella non-pneumophila-tilfælde. Det reelle antal på landsplan må anslås at ligge langt højere.

I 2024 blev der i alt påvist 12 L. longbeachae-tilfælde. Arten adskiller sig ved ikke at være vandbåren, men findes i jord- og kompostprodukter. Den blev i 2024 isoleret fra jordforbedringsprodukter hos fem ud af seks patienter, hvor prøver blev udtaget. Forebyggende anbefales det at have god håndhygiejne, at anvende handsker, at fugte jorden forsigtigt, så den støver mindre og at håndtere jordprodukter udendørs i frisk luft og ikke indendørs, fx i drivhuse.

(S. Uldum, J.S. Sparvath, Bakterier, Parasitter og Svampe, C. Eves, C. Kjelsø, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)

 

Sommerferie

Med mindre særlige forhold gør sig gældende, udkommer EPI-NYT ikke i ugerne 28-32. Redaktionen ønsker alle abonnenter og andre læsere en god sommer.

(Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)

Læs tidligere numre af EPI-NYT