Hundegalskab (rabies)

Rabies skyldes infektion med et virus (rabiesvirus), som overføres ved bid fra smittede dyr. Rabies kan føre til dødelig hjernebetændelse.

Flagermus

Rabies kan forekomme hos forskellige kødædende dyr, fx katte, hunde og aber. I Danmark findes rabies dog kun hos flagermus.

Den klassiske, sylvanske rabies, kan forekomme hos kødædende dyr som hund, vaskebjørn, kat, abe eller ræv samt visse flagermus i Amerika. Denne type findes ikke i Danmark, og klassisk rabies er i det hele taget sjælden i vores del af Europa, ses dog i sjældne tilfælde hos ulovligt importerede, uvaccinerede dyr.

I Danmark forekommer rabies kun hos flagermus, European Bat Lyssa Virus (EBLV).

Smitte af mennesker sker hyppigst i Afrika syd for Sahara samt i Asien. I Europa rapporteres årligt få tilfælde af hundegalskab hos mennesker fra Rusland og andre tidligere Sovjet Republikker.

Det skønnes, at omkring 35.000-40.000 mennesker dør af rabies om året, stort set alle i udviklingslande.

Symptomer Ikon symptomer

Symptomer begynder sædvanligvis 3 - 8 uger efter smitte, men der er stor variation fra ned til 9 dage og op til flere år.

Symptomerne på rabies er hovedpine, feber, utilpashed og føleforstyrrelser omkring bidstedet. Som noget specielt kan patienterne udvikle markant følsomhed for luft og vand.

Hos to tredjedele udvikles muskellammelser, ofte med krampe i synkemusklerne. Hos den sidste tredjedel opstår lammelse af arme, ben og respirationsmuskulaturen. Patienterne er ved fuld bevidsthed. Når der er symptomer på hjernepåvirkning er dødeligheden 100%, uanset behandling.

Årsag

Rabies skyldes infektion med et virus (rabiesvirus), der er et lyssavirus af rhabdovirusfamilien. Rabies er årsag til dødelig hjernebetændelse.

Smitteveje Ikon smitteveje

Virus findes i spyttet hos det inficerede dyr. Smitten overføres ved bid eller i sjældne tilfælde ved krads eller ved spyt i øjet eller på åbne sår.

Smitte fra person til person er teoretisk muligt via bid (spyt), men aldrig bevist. Der er i faglitteraturen beskrevet overførsel af smitte fra person til person via organtransplantation. Virus vandrer via nervebanerne fra bidstedet til hjernen, hvilket kan tage fra få dage til mange måneder.

Forebyggelse Ikon forebyggelse

Rabies kan forebygges med vaccination. Ved udstationering og rejser i Afrika, Asien og den tidligere Sovjetunion bør man overveje vaccination, især hvis man skal opholde sig på steder, hvor det er vanskeligt at komme til læge inden for 24 timer. I udlandet forebygges rabies i øvrigt ved at undgå kontakt til dyr, som man ikke er sikker på er vaccinerede.

En forebyggende vaccinationsserie (pre-exposure profylakse) består af to vaccinationer. Revaccination anbefales kun til personer, der kan blive udsat for smitte i forbindelse med deres arbejde. Disse personer revaccineres efter antistofmåling for at sikre kontinuerlig beskyttelse.

Hvis en person, der har modtaget forebyggende vaccination bliver bidt af et muligt inficeret dyr, anbefales der yderligere to vaccinationer.

Behandling Ikon behandling

Der findes ikke en specifik behandling mod rabies, når først der opstår symptomer fra nervesystemet. Det vigtigste er derfor forebyggende behandling efter bid af muligt inficeret dyr. Den forebyggende behandling indbefatter også grundig vask af såret.

I Danmark er flagermusebid den eneste type dyrebid, hvor der kan være risiko for overførelse af infektionen.

Efter dyrebid i udlandet vurderes hver enkelt sag. Vaccinationsserier, der er påbegyndt i udlandet, fuldføres efter hjemkomst til Danmark. Behandlingen er gratis for patienten.

Særligt for sundhedsfagligt personale Ikon sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Diagnosen stilles på det kliniske billede. Den endelige diagnose kræver dyrkning eller PCR for rabiesvirus i særlige prøver.
Antistoffer i blodprøve bruges til vurdering af beskyttelse efter vaccination.

Forebyggende behandling

Senest opdaterede anbefaling om post-exposure behandling og udlevering af post-exposure profylakse.

Profylaktisk behandling efter mulig eksposition drøftes med Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på Statens Serum Institut, også uden for almindelig arbejdstid, se ovenstående link.

Hvis der findes indikation for post-exposure profylakse, kan Statens Serum Institut hasteudlevere human rabies immunglobulin (HRIG) og vacciner til praktiserende læger på regionens regning. Uden for almindelig arbejdstid kan HRIG og vacciner kun hasteudleveres til hospitaler, der selv dækker udgifterne inkl. transportomkostninger.

Der kan ikke udleveres HRIG og vacciner til post-exposure behandling til vaccinationsklinikker og lignende.

Sidst redigeret 27. februar 2018

Søg i Sygdomsleksikon

Rejsevaccination

Kvinde med kuffert

Se SSI´s anbefalinger til vaccination og malariaforebyggelse ved rejser til udlandet.