PDF-ikonPrintikonTip en ven

Mæslinger

Synonymer

Morbilli

Årsag

Mæslinger skyldes en infektion med morbillivirus først i luftvejene og siden med spredning til lymfekirtler, hud og slimhinder. Før indførelse af MFR-vaccination forekom ikke sjældent tilfælde med encefalit i forbindelse med mæslinger i Danmark.

Symptomer

Begynder med pludselig feber til ca. 39 °C, som varer i ca. 3 dage. Samtidig tilkommer fx løbende næse og røde øjne samt lysskyhed, halsonde, hæshed og en tør, søløveagtig hoste.
Kopliks pletter er små, ca. 1 mm brede saltkornsagtige hvide pletter med omgivende rødme, som ved mæslinger ofte kan ses på kindens eller læbernes inderside. Pletterne forsvinder inden udslættet bryder frem.
Temperaturen kan falde til næsten normalt niveau inden der kommer udslæt, som indledes med en ny temperaturstigning til 39-40 °C. Udslættet starter typisk omkring ørerne og breder sig i løbet af to dage over ansigt, hals, krop samt arme og ben. I startet er udslættet plettet og bliver efterhånden sammenflydende med normal hud mellem pletterne. Samtidig med udslættet tiltager de samme symptomer, som sås i begyndelsen, eventuelt tilkommer nu flere af symptomerne, og patienterne føler sig meget syge.
Udslættet aftager igen over tre dage samtidig med, at temperaturen daler.

Forekomst

WHO har sat som mål at bringe cirkulationen af mæslingevirus under kontrol. Mæslinger er fortsat almindeligt forekommende i Asien og Afrika. Der forekommer dog også udbrud i Europa, især i blandt befolkningsgrupper med lav vaccinationsdækning. Mæslingeepidemier forekom tidligere i Danmark ca. hvert andet til tredje år, men indførelse af MFR-vaccination har medført, at mæslinger nu er sjældent forekommende i Danmark.

Smitteveje og reservoir

Mæslingevirus er meget smitsomt og findes i sekretet i næse og svælg. Smittevejen er med dråber gennem luften.

Der går 8 - 11 dage fra smitte til de første symptomer viser sig og 13 - 14 dage fra smitte til udslæt fremkommer. Patienter kan smitte fra de første symptomer viser sig indtil 5 dage efter fremkomst af udslæt og er mest smitsomme lige før udslættet tilkommer.

Der er ikke særlige restriktioner i forhold til børn i daginstitutioner udover hvad der normalt gælder for syge børn.

Diagnostik

Mæslinger har været individuelt anmeldelsespligtig på blanket 1515 siden 1994, og overvåges af Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut.

Der er desuden oprettet et samarbejde, hvor de mikrobiologiske afdelinger, der diagnosticerer mæslinger, kontakter Epidemiologisk afdeling ved fund af positive prøver, hvorved opsporing af mulig smittede og forebyggende foranstaltninger kan sættes i værk.

Behandling

Diagnosen bekræftes ved en blodprøve, som sendes til et laboratorium til måling af IgG og IgM antistof. Derudover kan virus påvises i svælgpodning, nasofarynxsekret og i urin i det akutte forløb og op til flere uger efter den akutte sygdom.

Der findes ikke en specifik behandling, som derfor består i lindring af symptomerne.

Forebyggelse

Mæslinger kan forebygges ved vaccination, hvilket indgår i det danske børnevaccinationsprogram med MFR-vaccinen, der også beskytter mod fåresyge og røde hunde.

Vaccination anbefales som forebyggelse til et ubeskyttet barn, som er ældre end 12 mdr. og har været udsat for smitte indenfor 72 timer. MFR-vaccinen kan anvendes, også selvom barnet tidligere har fåresyge og/eller røde hunde.

Humant normalt immunglobulin kan anvendes som forebyggelse eller for at svække sygdommen hos personer ældre end 4 måneder, som er modtagelige for smitte og har været udsat for mæslinger inden for seks døgn.

Sidst redigeret 4. august 2010

Søg i Sygdomsleksikon

Eller