PDF-ikonPrintikon

Japansk hjernebetændelse

Japansk hjernebetændelse skyldes infektion med et virus, der tilhører gruppen af flavivirus.

Myg Aedes aegypti

Japansk hjernehindebe-tændelse skyldes et virus, der overføres fra myg. De fleste mærker ikke sygdommen, men for dem der får symptomer, er der risiko for alvorlig sygdom.

De mest almindelige symptomer på japansk hjernebetændelse er hovedpine og feber samt eventuelt påvirket bevidsthed eller andre symptomer fra nervesystemet.

Japansk encephalitis (hjernebetændelse) findes kun i Asien, især i Indien, Sydøstasien og Kina. Man regner med, at der er mindst 50.000 tilfælde i Asien om året med op til 10.000 dødsfald.

I Thailand og Vietnam er sygdommen ca. 5 gange hyppigere i de regnfulde måneder fra maj til oktober i forhold til resten af året. Der konstateres dog kun sjældent tilfælde af sygdommen blandt rejsende til disse dele af verden.

Japansk hjernebetændelse optræder epidemisk, dvs. at der kommer udbrud med nogle års mellemrum, efterfulgt af en periode med relativ lav forekomst. Udbruddene kan også komme uden for den normale sæson.

Synonym: Japansk encephalitis

Symptomer Ikon symptomer

Kun ca. 1 ud af 100 smittede personer udvikler symptomer. Symptomer på japansk hjernebetændelse er feber, hovedpine samt andre symptomer fra centralnervesystemet som kvalme, opkastninger, påvirket bevidsthed og evt. kramper.

Infektionen kan give en livstruende hjernebetændelse. Ca. 30 % af voksne med symptomer vil dø af sygdommen, og op til 50 % af de overlevende har varige neurologiske mén.

Årsag

Japansk hjernebetændelse skyldes infektion med et virus, der tilhører gruppen af flavivirus.

Smitteveje Ikon smitteveje

Infektionen kan overføres med forskellige arter af myg (Culex), hvoraf nogle også stikker om dagen.

Virus findes normalt hos bl.a. grise og enkelte fuglearter og overføres fra disse via myg til mennesker. Myggen, der overfører virus, findes især i landområder, men kan også forekomme i storbyernes slumområder.

Sygdommen er ikke smitsom mellem mennesker.

Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet gennem myggestik, til man får symptomer, er 5 - 15 dage. Smittede patienter har normalt ikke virus i blodet, og overfører derfor ikke virus til nye myg.

Forebyggelse Ikon forebyggelse

Japansk hjernebetændelse kan forebygges ved at undgå at blive stukket af myg, dvs. ved regelmæssig anvendelse af myggeafvisende midler, også i dagtiden.  Man kan også nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel og ved at anvende myggenet.

Vaccination anbefales ved ophold af mere end 4 ugers varighed i områder, hvor sygdommen forekommer, dvs. primært landområder. Vaccination anbefales også ved kortere ture såfremt rejsen indebærer særlig risiko for intens myggestik (trekkingture). Under epidemier anbefales også vaccination ved kortere rejser.  Vaccinen gives første gang to gange (dag nul og 28, men kortere interval kan anvendes hvis nødvendigt) og holder 1 år hvorefter man kan re-vaccinere (booste). Beskyttelsen holder ca 5 år efter hvert boost.

Vaccination mod japansk hjernebetændelse er en del af børnevaccinationsprogrammerne i Japan, Sydkorea og Thailand.

Behandling Ikon behandling

Der findes ingen specifik behandling, og derfor er det alene patientens symptomer, der behandles.

Særligt for sundhedsfagligt personale Ikon sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Ved påvisning af specifikke antistoffer i blod og/eller ved påvisning af virus i spinalvæske (PCR).

Diagnostiske undersøgelser

Sidst redigeret 13. juni 2016

Søg i Sygdomsleksikon

Rejsevaccination

Kvinde med kuffert

Se SSI´s anbefalinger til vaccination og malariaforebyggelse ved rejser til udlandet.