Uge 19 - 2011

PCV-tilslutning og invasiv pneumokoksygdom 2010

PCV-tilslutning og invasiv pneumokoksygdom 2010

Den 7-valente, konjugerede pneumokokvaccine (PCV7) blev en del af det danske børnevaccinationsprogram den 1. oktober 2007.
Vaccinen beskytter mod invasiv pneumokoksygdom (IPS) forårsaget af syv pneumokok-serotyper (PS).
Et IPS-tilfælde defineres ud fra en positiv dyrkning for Streptococcus pneumoniae fra cerebrospinalvæske, blod eller andet normalt sterilt materiale.

Fra uge 16, 2010 blev den 13-valente konjugerede pneumokokvaccine (PCV13) leveret i stedet for PCV7, EPI-NYT 15/10.
Det blev dog anbefalet, at de vaccinerende læger brugte deres lager af PCV7, før PCV13 blev taget i anvendelse.
Overgangsåret 2010 betragtes i det efterfølgende som PCV7-år.

Baggrund

PCV7 gives i alderen 3, 5 og 12 måneder i børnevaccinationsprogrammet. Børn, som per 1. oktober 2007 var 4-11 eller 12-17 måneder, blev tilbudt henholdsvis tre og to vaccinedoser i et opstartsprogram, EPI-NYT 37a+b/07 (pdf).

Før PCV7 blev indført, var de syv PS, der er inkluderet i vaccinen, årsag til 60-65 % af alle tilfælde af IPS hos børn under 5 år.

Vaccinationstilslutningen

Ved opgørelse af vaccinationstilslutningen er brugt de ydelseskoder, som praktiserende læger anvender til afregning for henholdsvis første, anden og tredje vaccination.

Opgjort per 31. december 2010 var tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet for fødselskohorterne 2007-2009 mellem 85-89 % for første PCV7 og 86-91 % for anden PCV7, tabel 1.

Tilslutningen til tredje PCV7 var 86 % for 2007-kohorten (børn født fra 1. juni og dermed omfattet af børnevaccinationsprogrammet) og 88 % for 2008-kohorten.
Fødselskohorterne 2009 og især 2010 var ikke færdigvaccineret på opgørelsestidspunktet.

For børn, som var 4-11 måneder ved programmets start, var tilslutningen til opstartsprogrammet på 76 %, 71 % og 57 % for henholdsvis første, anden og tredje PCV7. For børn >12 måneder havde 58 % og 51 % modtaget henholdsvis første og anden PCV7.

Ændringer i forekomsten af IPS

Figur 1 viser den aldersspecifikke forekomst af laboratoriebekræftede tilfælde af IPS/100.000 indbyggere før og efter indførelsen af PCV7 i børnevaccinationsprogrammet.
Opgørelsen er baseret på landsdækkende data fra Neisseria og Streptokok Reference Laboratoriet, Statens Serum Institut.

Den samlede incidens af IPS før PCV7 var 20 tilfælde/100.000 (i gennemsnit 1055 tilfælde/år). Denne faldt til 18 tilfælde/100.000 i 2008-2010 (i gennemsnit 982 tilfælde/år).

Faldet i incidensen af IPS var mest udtalt hos børn < 2 år: fra 54 tilfælde/100.000 i 2000-2007 til 25 tilfælde/100.000 i 2008-2010. I denne aldersgruppe faldt incidensen af IPS forårsaget af serotyperne indeholdt i vaccinen fra 37 til 4/100.000 efter indførelsen af PCV7. Dette svarer til en anslået programeffektivitet mod de syv vaccineserotyper på 89 %, opgjort samlet for vaccinerede og uvaccinerede børn.

Hos børn under 5 år var dødeligheden efter IPS knap 2 % i 2000-2007, inden vaccinens indførelse. Efter vaccinens indførelse er der i 2008-2010 registreret ét dødsfald blandt tilfælde af IPS hos børn under 5 år svarende til en dødelighed på 0,6 %.

Yderligere faldt det gennemsnitlige antal anmeldte tilfælde af pneumokokmeningitis hos børn under 5 år fra 23/år til 13/år efter indførelsen af PCV7.

Kommentar

Incidensen af IPS hos børn < 2 år er mere end halveret i forhold til den gennemsnitlige incidens i en otteårsperiode før indførelsen af PCV7 i børnevaccinationsprogrammet. Dette skyldes især et fald i forekomsten af de PS, som er indeholdt i vaccinen.

Der har været en svag stigning i forekomsten af IPS forårsaget af de PS, som ikke er indeholdt i PCV7. Det drejer sig især om PS 7F, 1 og 19A, som dog alle er indeholdt i den nu anvendte PCV13.

Tilslutningen til PCV er cirka to procentpoint lavere end til DiTeKiPol/Hib-vaccinen, som gives samtidigt. Tilslutningen til DiTeKiPol/Hib-vaccinen vil blive rapporteret i et kommende EPI-NYT.

Den lavere tilslutning svarer til, at godt 1300 børn i fødselskohorten 2008, som består af cirka 66.000 børn, vaccineres med DiTeKiPol/Hib men ikke med PCV.
Årsagen til dette fravalg kendes ikke, men vaccinens effektivitet vurderes at være tilfredsstillende med den aktuelle tilslutning.
(P. Valentiner-Branth, J.N. Rasmussen, Epid. afd., J. Simonsen, Afd. for Epid. Forskning, L. Lambertsen, H. Ingels, S. Hoffmann, H.B. Konradsen, AMOF)

Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner (pdf) 

11. maj 2011