Urinvejsinfektioner: Blærebetændelse og nyrebækkenbetændelse

Urinvejsinfektioner ses hyppigt, især hos kvinder og er som regel forårsaget af bakterier.

Halvdelen af alle kvinder vil mindst én gang i livet blive ramt af en urinvejsinfektion, og sygdommen vender tit tilbage. Halvdelen af de ramte får en ny infektion inden for et år.

Urinvejsinfektioner rammer kvinder fire gange hyppigere end mænd.

Symptomer

Svie eller smerter ved vandladning er det mest almindelige. Andre symptomer kan være hyppig vandladningstrang, uklar og ildelugtende urin.

Børn under fem år har ofte nogle mindre karakteristiske symptomer, såsom slaphed, irritabilitet, nedsat appetit og opkastninger.

Ældre behøver ikke at have de karakteristiske urinvejssymptomer, men mistanken bør opstå ved andre symptomer, fx ved nye eller forværrede urinvejssymptomer samt feber eller påvirket almentilstand.

Lændesmerter, (springende) feber og stærk sygdomsfølelse tyder på, at infektionen har spredt sig til nyrebækkenet. Fra nyrebækkenet kan infektionen sprede sig til blodet og give blodforgiftning udgående fra nyrebækkenbetændelse (urosepsis).

Årsag

Urinvejsinfektioner, som omfatter infektioner i urinblæren (blærebetændelse, cystitis) og i nyrebækken (pyelonephritis), er som regel forårsaget af bakterier.

Urinvejsinfektioner inddeles traditionelt i en

  • ukompliceret form: ikke-gravide kvinder i den fødedygtige alder, som ikke har haft urinvejsinfektion inden for de sidste 3 måneder og uden disponerende faktorer, fx dårlig urinløb eller nedsunken livmoder
    eller
  • kompliceret form: børn og mænd og hos patienter med lidelser i urinvejene eller nedsat immunforsvar. 

Dårlig urinafløb (forstørret prostata, misdannelser, nedsunken livmoder osv.), fremmedlegemer (sten, blærekateter, m.m.) i urinvejene er eksempler på forhold, der kan øge risiko for urinvejsinfektioner.

Ukompliceret urinvejsinfektioner ses især hos unge kvinder med Escherichia coli og Staphylococus saprophyticus som de vigtigste patogener.

Sygehuserhvervet urinvejsinfektion omfatter infektioner, som patienten har fået under en hospitalsindlæggelse. Dette ses specielt i forbindelse med anlæggelse af blærekateter og ved operative indgreb på urinvejene.

De vigtigste sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som er årsag til sygehuserhvervede urinvejsinfektioner, er E. coli, Enterococcus spp., Klebsiella spp., Enterobacter spp., Proteus spp., Pseudomonas spp., og Candida spp.

Man kan godt have bakterier i urinen uden, at der er symptomer - såkaldt asymptomatisk bakteriuri som normalt ikke nødvendiggør behandling (undtaget hos gravide).

Smitteveje

Urinvejsinfektioner skyldes i de fleste tilfælde, at tarmbakterier invaderer blæren gennem urinrøret. Bakterierne stammer fra området omkring endetarmen. Deres vandring op gennem urinrøret modvirkes blandt andet rent fysisk af den tilbagevendende urinstrøm ved vandladning.

Fysisk skade på urinrøret, for eksempel hos kvinder ved samleje og ved anlæggelse af kateter i urinrøret øger risikoen for urinvejsinfektion. Kvinder er i øget risiko, bl.a. fordi deres urinrør er kortere end mænds.

Forebyggelse

Der findes ikke vacciner mod urinvejsinfektioner.

Hos patienter med dårlig urinafløb kan hyppigheden af urinvejsinfektioner reduceres, hvis årsagen til det dårlige urinløb findes og afhjælpes. Tilbageholdenhed med anvendelse af fremmedlegemer, især blivende fremmedlegemer, fx katetre, kan også reducere risikoen.

Behandling

Urinvejsinfektioner behandles med antibiotika, f.eks. mecillinam, sulfamethizol, trimetoprim, ciprofloxacin og nitrofurantoin.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik
Definitionen på urinvejsinfektion er kombinationen af symptomer og bakterier i urinen (bakteriuri). Diagnosen stilles bedst ved kvantitativ dyrkning af urin efter korrekt urinopsamling og forsendelse. Grænsen for en positiv dyrkning er 1.000-10.000 bakterier/ml urin (signifikant bakteriuri).

Screening med stix (leukocytesterase og nitrit) har en dårlig prædiktiv værdi på patientpopulationer med forventet lav prævalens, og kan derfor normalt ikke anbefales.