Hepatitis E

Hepatitis E er en infektion af leveren, som skyldes hepatitis E-virus (nu også kaldt Paslahepevirus balayani). Ligesom ved hepatitis A vil mange smittede ikke få symptomer. Hvis man får symptomer, kan det fx være i form af gulfarvning af hud og øjne (gulsot).

Hepatitis E er mest almindelig i udviklingslande med utilstrækkelig forsyning med rent vand og dårlige hygiejniske forhold, hvor det oftest smitter fra vand forurenet med afføring. De seneste år har vi dog set en stigende forekomst af hepatitis E i Danmark, hvor de smittede ikke har været ude at rejse. Her skyldes smitten formentlig virus i fødevarer, herunder svinelever.

Selvom hepatitis E oftest er en sygdom med et mildt forløb, der går over af sig selv, kan den i sjældne tilfælde hos immunsvækkede give et kronisk forløb, ligesom gravide kan blive mere alvorligt syge end andre. Alvorlig sygdom hos gravide er dog meget sjældent i Danmark.

Inkubationsperioden, dvs. perioden fra man er udsat for smitte, til man udvikler symptomer, er for hepatitis E gennemsnitligt 5 – 6 uger, men varierer fra 2 til 10 uger.

Symptomer

De fleste hepatitis E-tilfælde har et selvafgrænset forløb ofte uden symptomer. Når der er symptomer, ses ukarakteristiske symptomer i form af feber, træthed, kvalme og mavesmerter. En del af de smittede vil udvikle typiske hepatitissymptomer som gulfarvning af det hvide i øjnene og huden (gulsot eller ikterus) samt mørkfarvning af urinen og lys afføring.

Jo ældre man er, når man bliver smittet med hepatitis E, jo større er risikoen for at man udvikler symptomer og får komplikationer. Særligt blandt gravide i udviklingslande er der beskrevet alvorligere forløb, såfremt de smittes sidst i graviditeten. Årsagen til den højere sygelighed og dødelighed blandt gravide er forsat omdiskuteret. I Danmark er hepatitis E i graviditeten ekstremt sjælden og Statens Serum Institut (SSI) har ingen oplysninger om, at gravide i Danmark skulle være blevet alvorligt syge af hepatitis E.

Hepatitis E-infektioner har normalt intet kronisk forløb (i modsætning til hepatitis B- og C-infektioner). Der ses dog kroniske forløb i sjældne tilfælde hos immunsvækkede patienter, ligesom også reinfektioner er beskrevet hos denne patientgruppe.   

Hepatitissymptomer kan have mange årsager. Hepatitis E-virus er blot en blandt mange forskellige virus, der kan påvirke leveren, og herudover findes mange andre årsager end virus til hepatitis. Laboratoriediagnostik er derfor vigtigt for at finde årsagen.

Hepatitis E-infektion skyldes infektion med hepatitis E-virus. Der er 4 genotyper af virus, men man danner kun én type antistof (dvs. mod én serotype). Forskellige genotyper af hepatitis E-virus dominerer i forskellige dele af verden og kan give forskellige sygdomsudviklinger.

  Genotype 1 Genotype 2 Genotype 3 Genotype 4
Sted Afrika og Asien   Mexico, Vest Afrika Højindkomst-lande Kina, Taiwan, Japan
Smitteveje Via vand
Fra afføring
Person-til-person 		 Via vand
Fra afføring  
 Via fødevarer (kød) Via fødevarer (kød)
Risikogrupper Unge voksne  
 Unge voksne  Ældre voksne (>40 år) og mænd
Immunsvækkede		 Unge voksne
Smitte fra dyr Nej Nej Ja Ja

Årsag

Man mener, at selve udviklingen af symptomer skyldes både immunforsvarets reaktion på virus i levercellerne, samt at virus direkte påvirker levercellerne.

Smitteveje

Personer smittet med hepatitis E-virus udskiller virus i afføringen. Under dårlige hygiejniske forhold overføres virus til drikkevand eller fødevarer (hyppigst genotype 1 og 2). Modtagelige personer bliver således smittet ved indtagelse af virus-forurenet vand og mad.

Derudover kan hepatitis E også smitte fra utilstrækkeligt opvarmet kød fra fx svin (genotype 3 og 4). Virus ødelægges ved varmebehandling.

Der ses kun sjældne tilfælde af smitte fra person til person. Generelt er hepatitis E-virus ikke så smitsomt som hepatitis A-virus.

Sjældne smitteveje er fra mor til foster og ved blodtransfusioner, mens der ikke er beskrevet smitte seksuelt.

Forebyggelse

Flere kandidatvacciner er under udvikling eller evaluering, men ingen vacciner er tilgængelige på nuværende tidspunkt i EU. 

God hygiejne og rent drikkevand er vigtigt på rejser i udviklingslande. Dette gælder specielt for gravide. Derudover er det vigtigt kun at spise gennemstegt kød.

Behandling

Der findes ingen specifik behandling af akut hepatitis E-virusinfektion. Dvs. man behandler primært kun symptomerne.  

Ved kronisk hepatitis E-infektion er der set gavn af ribavirin og/eller interferonbehandling samt (for patienter under behandling med immunsupprimerende stoffer) en reduktion i behandlingsdosis eller omlægning af behandling med henblik på at mindske effekten på immunsystemet midlertidigt.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Påvisning af IgM- og IgG-antistoffer mod hepatitis E-virus tyder på akut hepatitis E-infektion. IgM-antistoffer dannes tidligt i sygdomsforløbet og forsvinder efter 4-5 måneder. IgG dannes også tidligt i forløbet kort tid efter IgM, og IgG stiger i løbet af sygdomsforløbet og forbliver højt i 1-14 eller flere år efter.

En positiv test for hepatitis E-virus IgM-antistoffer kan være uspecifik, dvs. falsk positiv. Derfor bør en positiv IgM-analyse altid konfirmeres. Dette kan ske enten ved direkte påvisning af virus-RNA i blod og fæces vha. PCR eller ved en fornyet blodprøve 2 – 4 uger efter, der viser en signifikant stigning i IgG-niveau.

Hepatitis E-virus kan påvises op til flere måneder i blod og fæces hos immunsupprimerede og ofte i flere uger hos immunkompetente. PCR-diagnostik er vigtig i forbindelse med diagnostik af især immunsupprimerede, der ikke nødvendigvis kan danne antistoffer, og i forbindelse med typebestemmelse af virus.

Indsendelse til overvågningen på SSI af restprøvemateriale på prøver, der er testet positive for hepatitis E er obligatorisk. Som led i udbrudsovervågningen genotyper SSI rutinemæssigt hepatitis-E virus, der er påvist ved PCR-analyse.

Referencer

Diagnostiske undersøgelser

Hepatitis E virus antistof (IgG, IgM) (R-nr. 219)
Hepatitis E virus (RNA) (R-nr. 672)