Fåresyge
Fåresyge skyldes infektion med parotitisvirus, og er en af de fem såkaldte børnesygdomme. Sygdommen forårsager - udover almindelig utilpashed og feber - en karakteristik hævelse af ørespytkirtlerne (heraf navnet fåresyge).
Sygdommen medfører hævelse af spytkirtlerne og let feber. Ikke sjældent, hos 1-10 %, giver sygdommen anledning til en mildere hjernehindebetændelse, meningitis, og før indførelsen af MFR-vaccinen (Mæslinger, Fåresyge, Røde hunde) i 1987 var parotitisvirus den hyppigste årsag til viral meningitis. Varige mén efter fåresyge er sjældne, men der kan indtræde ensidig døvhed. Hos ca. en tredjedel af større drenge eller mænd med fåresyge forekommer testikelbetændelse. Denne komplikation er hyppigst i alderen 15-29 år. Sterilitet hos mænd pga. fåresyge er dog sjælden.
Vaccination mod fåresyge indgår i det danske børnevaccinationsprogram. Siden indførelsen af MFR-vaccination i 1987 har fåresyge været sjældent forekommende i Danmark. Der påvises dog jævnligt tilfælde af fåresyge, hvilket kan forklares med dalende vaccinebeskyttelse samt ophobede grupperinger i befolkningen af ikkevaccinerede personer. Desuden er fåresygekomponenten den mindst effektive del af MRF-vaccinen.
Fåresyge forekommer i øvrigt over hele verden og normalt kun hos mennesker.
Se overvågningsdata for forekomsten af fåresyge i Danmark.
Synonymer: Parotitis epidemica, Viral parotitis
Symptomer
Symptomerne starter typisk med tiltagende utilpashed, stigende temperatur og tiltagende trykkende fornemmelse ved kæbevinklerne. De følgende dage udvikles en dejagtig hævelse af den ene eller begge ørespytkirtler, som sidder foran ørerne og oftest giver svære smerter.
Almentilstanden og feberens højde kan variere en del, men i svære tilfælde er der høj feber og påvirket almentilstand i et par dage. Sygdommen varer typisk en uges tid.
Hos voksne mænd, der får fåresyge, breder sygdommen sig hos 20-30 % også til kønskirtlerne (testiklerne og bitestiklerne). Dette sker ofte en uges tid efter det første sygdomsudbrud og medfører ofte hævelse, smerter, ømhed og ny temperaturforhøjelse. Betændelse af testiklerne kan hos få patienter føre til sterilitet.
En anden komplikation, der kan opstå i forbindelse med fåresyge, er meningitis (hjernehindebetændelse). Meningitis opstår 3-10 dage efter sygdomsudbrud og giver høj feber, hovedpine og lysskyhed. På trods af de ubehagelige symptomer er denne virale meningitis ofte fredelig og efterlader kun yderst sjældent varige mén.
Årsag
Fåresyge skyldes parotitisvirus, som er en del af paramyxovirus-familien.
Smitteveje
Parotitisvirus er den mindst smitsomme af børnesygdommene. Smitten overføres med spyt, og der kræves en forholdsvis stor mængde virus. Der skal således være tæt kontakt, for at smitte overføres. Både patienter med symptomer og smittede individer uden symptomer (subkliniske tilfælde) kan smitte.
Sygdommen er mest smitsom fra to dage før, der kommer symptomer, til fire dage efter symptomdebut. Smitte kan dog forekomme både før og efter denne periode og helt op til 15 dage efter symptomdebut.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at et barn med fåresyge tidligst kommer i institution 6 dage efter sygdommens begyndelse.
Forebyggelse
Fåresyge kan forebygges ved vaccination. Vaccination mod fåresyge har siden 1987 indgået i det danske børnevaccinationsprogram med MFR-vaccinen, der også beskytter mod mæslinger og røde hunde.
Behandling
Der findes ikke en specifik behandling mod fåresyge. Behandlingen består derfor i lindring af symptomerne.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Påvisning af IgM-antistoffer i en blodprøve tyder på akut eller nylig sygdom. Diagnosen kan bekræftes ved påvisning af virus med PCR-undersøgelse på svælgpodning, nasopharynxsekret og i urin i det akutte forløb og op til flere uger efter den akutte sygdom. Desuden kan en signifikant titerstigning af IgG-antistof bekræfte diagnosen.
Typning af virus
Positive prøver kan sendes til Statens Serum Institut til vederlagsfri virologisk karakterisering som del af Danmarks nationale overvågning af parotitisvirus.
Meldepligt
Fåresyge skal ikke længere anmeldes skriftligt via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2), men overvåges laboratoriebaseret.
Diagnostiske undersøgelser
Mumps rubulavirus (RNA) (R-nr. 635)Mumps rubulavirus antistof (IgG, IgM) (R-nr. 260)