Dyrebid

Bidsår er årsag til omkring 1 % af henvendelserne på danske skadestuer.

Der går ofte infektion i bidsår, og denne risiko varierer i forskellige opgørelser fra 2 helt op til 60 %.

I Danmark ses især bidsår fra hunde, katte og mennesker. Den bakterielle flora som overføres ved bid er specifikt for forskellige dyrearter. Oftest vil der være tale om blandingsinfektioner med flere bakterier.

Ved dyrebid er det vigtigt, at få en lægelig vurdering af behovet for stivkrampe- og rabiesvaccination.

Symptomer

Infektioner efter dyre/menneskebid kan vise sig som større eller mindre bylder svarende til bidstedet. Infektionerne kan også sprede sig til knogle/led/sener evt. via blodet (blodforgiftning/sepsis).

Særligt hundebidsbakterien Capnocytophaga canimorsus er kendt for at kunne give en svær blodforgiftning med høj dødelighed.

Årsag

Risikoen for infektion efter bid varierer i forskellige opgørelser fra 2 til 60 %. I Danmark ses især bidsår fra hunde, katte og mennesker.

Den bakterielle flora, som overføres ved bid, er dyrespecifik, oftest som blandingsinfektioner med flere bakterier:

Hundebid: Pasteurella multocida, Pasteurella canis, C. canimorsus, Staphylococcus aureus, Staphylococcus intermedius, streptokokker, og forskellige anaerobe bakterier.

Kattebid: P. multocida, C. canimorsus, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier. Bartonella henselae er årsag til kattekradssygdom.

Menneskebid: S. aureus, streptokokker, Haemophilus, Eikenella corrodens, forskellige anaerobe bakterier.

Svinebid: Pasteurella aerogenes, Erysipelothrix rhusiopathiae, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier.

Rotter og andre gnavere: Francisella tularensis, P. multocida, Streptobacillus moniliformis/minus, Leptospira spp.

Smitteveje

Infektionen opstår ved direkte overførsel af bakterier fra tænder/mundhule.

Forebyggelse

Vaccination mod de ovenfor anførte bakterier er ikke mulig.

Forebyggelse mod stivkrampe (tetanus) og hundegalskab (rabies) skal overvejes i hvert enkelt tilfælde. I Danmark er bid af flagermus den eneste indikation for forebyggelse mod rabies.

Antibiotikaprofylakse ved bidsår anbefales i følgende tilfælde:

  • Alle håndlæsionerKnogle-, led- eller senelæsioner, herunder knusningslæsioner og dybe, skarpe bid samt hos immunsvækkede patienter:
    • Ved dyrebid: Penicillin G eller amoxicillin/clavulansyre (moxifloxacin ved allergi)
    • Ved menneskebid: Ceftriaxon eller amoxicillin/clavulansyre  (moxifloxacin ved allergi)

Behandling

Vigtigst er sårbehandling med fjernelse af inficeret/dødt væv.

Bylder skal dræneres. Antibiotisk behandling rettes mod de aktuelle bakterier, og hvor i kroppen infektionen har spredt sig til. Behandlingen justeres altid efter dyrkning og resistenssvar. 

Ved blodforgiftning kan der gøres en række tiltag for at støtte vitale funktioner som respiration, kredsløb, koagulationssystemet mv.

Antibiotisk behandling (før resultat af dyrkninger): Cefuroxim +metronidazol eller amoxicillin/clavulansyre (moxifloxacin ved allergi).

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Dyrkning fra bidlæsionen. Kræsne bakterier har særlige vækstkrav, hvorfor det er vigtigt, at laboratoriet ved, at det drejer sig om bidlæsioner. Blodforgiftning påvises ved bloddyrkning.