Uge 9 - 2026

TBE (centraleuropæisk hjernebetændelse) påvist i Danmark i 2025

TBE (centraleuropæisk hjernebetændelse) påvist i Danmark i 2025

Tick-borne encephalitis (TBE), også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse, er en virusinfektion, der overføres til mennesker via flåtbid. Sygdommen kan give influenzalignende symptomer og i nogle tilfælde udvikle sig til hjernebetændelse, særligt hos voksne/ældre personer. Årsopgørelsen for 2025 viser et fald i antallet af påviste TBE-tilfælde sammenlignet med 2024. Smitten er begrænset til kendte og mulige risikoområder, og der ses derfor ikke tegn på til yderligere geografisk spredning i 2025.

For mere detaljeret information om smitteveje samt udvikling i forekomst henvises til TBE - opgørelsen over sygdomsforekomst i 2024. Siden november 2023 har TBE været laboratorieanmeldepligtig til Statens Serum Institut (SSI), som opgør forekomsten af TBE påvist i Danmark årligt. Denne udgivelse omfatter 2025, og den fulde årsopgørelse kan læses her. Opgørelser fra tidligere år kan ses her.

Samlet fald i tilfælde med TBE påvist i Danmark i 2025

I 2025 blev der påvist 10 tilfælde af TBE i Danmark, figur 1. Dette er et klart fald sammenlignet med 22 påviste tilfælde i 2024 og 28 tilfælde i 2023, som var året med flest påviste tilfælde med smitte i Danmark indtil nu.

Af de 10 tilfælde havde fire personer formodet smittested i Sverige. De resterende seks tilfælde med formodet smitte i Danmark fordeler sig på allerede udpegede risikoområder på Bornholm og i Nordsjælland.

Der er registreret to tilfælde på Bornholm, to tilfælde i Tokkekøb Hegn i Allerød Kommune, og ét tilfælde i Gribskov Kommune – områder hvor der tidligere er påvist TBE-smitte.
Fredensborg Kommune har hidtil – ligesom øvrige skovområder i Nordsjælland – været udpeget som et muligt risikoområde. I 2025 er der for første gang registreret et tilfælde med formodet smitte i Danstrup Hegn i Fredensborg.

Figur 1. Antal tilfælde med TBE, fordelt på formodet smittested/smitteland, 2012-2025

Flagging-aktiviteter i 2025

Ved at trække et ca. 1x1 meter stort hvidt flag henover skovbunden ("flagging") kan man forsøge at fange flåter, som derefter opsamles. De indsamlede flåter kan så testes for diverse flåtbårne mikroorganismer, bl.a. TBE-virus (TBEV). Det er generelt meget vanskeligt at finde de begrænsede områder (mikrofoci) med TBEV-inficerede flåter, da disse typisk er på størrelse med en håndboldbane eller mindre.

I 2024 blev der påvist TBEV i flåter fra et mindre område i Jonstrupvang i Hareskoven, efter to personer var blevet smittet med TBE i området. Området blev flagget igen to gange i 2025, og der blev ikke påvist TBEV i de indsamlede flåter. Ligeledes er flagget i Tisvilde Hegn samt på Bornholm i 2025 og analyserne her har heller ikke kunne påvise TBEV i flåterne. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at der ikke længere er en smitterisiko i disse områder.

Gode råd og forebyggelse

Risikoen for flåtbid kan minimeres ved at have så få bare hudområder som muligt, når man færdes i naturen, fx ved at anvende lange bukser i gummistøvler og langærmet trøje. Derudover kan nogle myggeafvisende midler også have en forebyggende effekt mod flåtbid.

Det er vigtigt at fjerne en flåt, så snart man opdager den. Enten med fingrene eller med en pincet eller en særlig flåttang. Det er ikke afgørende, om man kan fjerne hele flåten.

Vaccination

Der findes en vaccine mod TBE, som kan overvejes, hvis man bor eller opholder sig jævnligt i kendte eller mulige risikoområder fra forår til efterår og færdes regelmæssigt i skov eller krat – eller får flåter på sig alene ved at færdes på stier. Risikoperioden i Danmark er normalt fra maj til og med oktober måned, og vaccination på i alt tre doser bør derfor påbegyndes inden da. Langt de fleste borgere forventes ikke at have behov for vaccination. Personer i særlig risiko kan fx være jægere, skovarbejdere, orienteringsløbere og bær/svampeplukkere. Det er sjældent, at børn udvikler TBE, hvilket kan skyldes, at de kun får en mild infektion, som ikke påvises.

(A. Søndergaard, P.H. Andersen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, B. Bødker, Virologi og Mikrobiologisk Specialdiagnostik)