Uge 43a - 2025
Ændring i pneumokokvaccinen til børn i børnevaccinationsprogrammet
Europæisk uddannelse til felt-epidemiolog (EPIET) eller felt-mikrobiolog (EUPHEM)
Ændring i pneumokokvaccinen til børn i børnevaccinationsprogrammet
Fra den 1. november 2025 ændres pneumokokvaccinen i børnevaccinationsprogrammet. Den nuværende 13-valente konjugerede pneumokokvaccine (Prevenar13®) vil gradvist blive erstattet af den 15-valente vaccine Vaxneuvance®.
Vaxneuvance® dækker de samme 13 serotyper som Prevenar13® og yder desuden beskyttelse mod serotyperne 22F og 33F, som også kan give anledning til alvorlig pneumokoksygdom som invasiv pneumokoksygdom og lungebetændelse.
Vaccination og dosering
- Børn, der allerede har modtaget én eller flere doser med Prevenar13®, færdiggør vaccinationsserien med samme vaccine, så længe denne kan rekvireres fra Statens Serum Institut.
- Det forventes, at børn som er opstartet i vaccinationsserien med Prevenar13®, kan færdiggøre hele serien med denne vaccine.
- Børn, der påbegynder vaccination efter 1. november 2025, tilbydes Vaxneuvance®. Vaccination gives i tre doser à 0,5 ml ved 3-, 5- og 12-månedersalder.
Ydelseskoder
Ved afregning anvendes uændret ydelseskode.
Produktresumé
- Vaxneuvance (EMA)
Bestilling af pneumokokvaccine til program
Vaccinen kan bestilles i SSI Webshop fra mandag den 20. oktober.
Produkt | SSI vnr. |
Vaxneuvance 10x1 dosis, PROGRAM | 106382 |
Levering
SSI leverer Vaxneuvance ud fra uge 43 på den vanlige leveringsdag.
(L. Hallundbæk, P.H. Andersen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, G. Germod, Forsyning)
Europæisk uddannelse til felt-epidemiolog (EPIET) eller felt-mikrobiolog (EUPHEM)
Det er igen muligt at søge optagelse på den toårige europæiske uddannelse til felt-epidemiolog EPIET (European Programme for Intervention Epidemiology Training). Under uddannelsen opnår man færdigheder inden for overvågning og kontrol af smitsomme sygdomme, udbrudsopsporing og -håndtering, anvendt forskning, kommunikation m.v. Uddannelsen foregår under to års udstationering i et andet europæisk land. Det drejer sig om "on-the-job-training", dvs., at man vil blive aflønnet under uddannelsen. Man forventes at have relevant uddannelse, tidligere erfaring inden for folkesundhed samt interesse for anvendt epidemiologi.
Det er også muligt at søge optagelse på et tilsvarende toårigt europæisk uddannelsesprogram for mikrobiologer, EUPHEM (European Public Health Microbiology Training). Uddannelsen foregår også under to års udstationering i et andet europæisk land. Under uddannelsen opnås færdighed i at udføre selvstændige laboratorieopgaver i forbindelse med overvågning og kontrol af smitsomme sygdomme, udbrudsopsporing og -håndtering, anvendt forskning, kommunikation m.v. Man forventes at have mindst tre års arbejdserfaring inden for mikrobiologi eller en ph.d.-grad og interesse for anvendt mikrobiologi.
Begge uddannelser udbydes af Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol (ECDC) og starter med deltagelse i et fælles 3-ugers introduktionskursus medio september 2026.
Ansøgere til EPIET og EUPHEM skal være statsborgere i EU, Island, Liechtenstein eller Norge og have gode engelskkundskaber. Der er ansøgningsfrist allerede den 30. oktober 2025.
Yderligere oplysninger kan fås på ECDC's hjemmeside eller ved henvendelse til sektionsleder Steen Ethelberg (set@ssi.dk), Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse (EPIET) eller Rune Stensvold (run@ssi.dk), Afdeling for Bakterier, Parasitter og Svampe (EUPHEM).
(Statens Serum Institut)