Uge 34/35 - 2025

Tilbud om gratis HPV-vaccination til mænd født i 2005

Tilbud om gratis HPV-vaccination til mænd født i 2005

HPV-vaccination beskytter mod kræftformer forårsaget af HPV, herunder analkræft, samt mod kønsvorter.

Alle mænd født i 2005 har tilbud om gratis HPV-vaccination i perioden 1. januar – 31. december 2025, EPI-NYT 1-3b/2025. Tilbuddet gælder både uvaccinerede og delvist vaccinerede. Personer, der allerede har modtaget tre doser, er fuldt vaccinerede og skal ikke have yderligere vaccination.

Statens Serum Institut udsendte tidligere på året et informationsbrev via e-Boks til målgruppen. Den 28. august 2025 udsendes et påmindelsesbrev – ligeledes til hele årgangen, uanset vaccinationsstatus. Dette kan medføre henvendelser i almen praksis fra mænd, der mangler én eller flere doser.

For at nå alle tre doser inden tilbuddet udløber, skal første dosis gives inden udgangen af august 2025. Ved senere opstart vil kun de to første doser være gratis.

Vaccinationen er frivillig og gives hos egen praktiserende læge.

Minimumsintervallerne mellem vaccinerne ses nedenfor:

Figur 1. 3-dosis program


Pr. 8. august 2025 havde 40 % af mænd i årgang 2005 fået mindst én HPV-vaccine. Fordelt på landsdele var færrest vaccineret på Bornholm (32 %) og flest i Nordsjælland (49 %). Se "Overvågning i tal, grafer og kort".

I alt 28 % var færdigvaccineret. Færdigvaccination kan dække over både to og tre vaccinationer, afhængig af alder ved vaccination. Færrest var færdigvaccineret på Bornholm og i Vest- og Sydsjælland (22 %), mens flest var færdigvaccineret i Nordsjælland (37 %). Se "Overvågning i tal, grafer og kort".

(Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)