Flere danske rejsende udsættes for rabies: Overvej vaccination og undgå dyrekontakt
Flere danske ferierejsende bliver udsat for mulig rabies, når de bliver bidt eller kradset af dyr i udlandet. I 2024 modtog i alt 340 personer i Danmark behandling mod mulig smitte - langt de fleste, 296 personer, efter rejser i udlandet, især Thailand og Tyrkiet. I 2023 var antallet af behandlinger 281, og udviklingen er fortsat opadgående i 2025.
Stigningen understreger nødvendigheden af øget fokus på forebyggelse gennem blandt andet rejsevaccination.
”Man skal overveje at blive vaccineret hjemmefra, og så skal man undgå at klappe dyr, uanset hvor søde og tamme de måtte virke. Rabies er en frygtelig sygdom, men den kan forebygges,” siger Maria Wessman, overlæge ved Statens Serum Institut (SSI).
En del af udfordringen er, at mange lande fortsat har begrænset adgang til behandling med rabies-immunglobulin , som, i helt specifikke tilfælde og i kombination med vacciner, kan forhindre sygdommen i at udvikle sig.
Blandt de 296 danskere, der blev udsat for rabies i udlandet i 2024, fik under halvdelen den nødvendige medicin lokalt - og omkring halvdelen først efter hjemkomst til Danmark.
”Bliver man bidt eller kradset af et dyr i et land, hvor der er rabies, er det kritisk, at man straks sørger for at få vaccination og eventuel rabies-immunglobulin. Hvis man på forhånd er vaccineret, kan man nøjes med at give to vacciner som efterbehandling. Når først symptomerne bryder ud, findes der ingen kur, og dødeligheden er tæt på 100 procent,” siger Maria Wessman.
60.000 årlige dødsfald
Rabies kan give hjernebetændelse, og på verdensplan dør omkring 60.000 mennesker årligt. For rejsende betyder sygdommen desuden ofte afbrudte ferier og dyre evakueringer, fordi den rette behandling ikke er tilgængelig lokalt.
Med to vacciner givet med mindst en uges mellemrum får man en grundbeskyttelse, og hvis man efterfølgende udsættes for rabies, kan man, i de fleste tilfælde, nøjes med yderligere to vacciner i stedet for den langt mere komplicerede behandling med immunglobulin.
Flere er blevet opmærksomme på rabies, blandt andet efter en tragisk sag i England, hvor en person blev bidt af en hund under ferie i udlandet og efterfølgende døde af sygdommen.
Man skal dog huske på, at i dette tilfælde opsøgte personen ikke læge og fik derfor ingen behandling efter eksponeringen.
”Det er godt, at opmærksomheden er steget, men med det følger også et personligt ansvar for forebyggende handling, der kan sørge for, at man ikke bliver udsat for smitte,” siger Maria Wessman.
Gode råd til rejsende
- Overvej en rabies-vaccination inden afrejse til områder med kendt forekomst af rabies
- Undgå kontakt med dyr i lande, hvor rabies er endemisk – uanset hvor søde og tamme de måtte virkeSøg straks lægehjælp efter et bid eller en kradsning og vask straks såret med vand og sæbe
Hvad er rabies og hvordan smitter det?
- Rabies, på dansk ofte kaldt hundegalskab, er en alvorlig virussygdom, som kan føre til dødelig hjernebetændelse
- Sygdommen overføres typisk gennem bid fra smittede dyr, altovervejende fra hunde, men smitte kan også ske via krads eller spyt på åbne sår og slimhinder
- Inkubationstiden er oftest 3 uger til 3 måneder, men kan variere
- Symptomer starter med feber, hovedpine og utilpashed samt føleforstyrrelser omkring bidstedet, og udvikler sig senere til kramper og lammelser
- Når neurologiske symptomer er indtruffet, er rabies altid dødelig
- Forebyggelse sker gennem vaccination, ved at undgå kontakt med dyr og hurtig behandling efter bid med grundig sårpleje, vaccination og eventuelt immunglobulin

Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI