EPI-NYT

Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme

Uge 17 - 2018

 

Årsrapport om børnevaccinationsprogrammet i Danmark

I denne uge markerer WHO for 13. gang European Immunization Week. I den anledning udkommer EPI-NYT allerede i dag, mandag.

Under sloganet ”Vacciner virker” ønsker WHO også i år at sætte fokus på vaccinationer som et meget effektivt middel til at forebygge smitsomme sygdomme.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut i samarbejde for fjerde gang udarbejdet en årsrapport om børnevaccinationsprogrammet i Danmark.

Årsrapporten beskriver vaccinationsprogrammet og de aktiviteter, der var forbundet med vaccinationsprogrammet i 2017.

Årsrapporten er således tænkt som et samlet opslagsværk for børnevaccinationsprogrammet og kan findes på de tre institutioners hjemmeside.

Mæslinger blev elimineret

I det forgangne år nåede vi en milepæl for det danske børnevaccinationsprogram. 2017 blev året, hvor Danmark officielt blev erklæret for mæslinge-frit, EPI-NYT 37/17. I september meddelte WHO, at Danmark nu opfylder betingelserne for at have elimineret mæslinger.

Kravet er, at der ikke har været vedvarende smitte af mæslinger i landet i de seneste tre år. Og at man i øvrigt har en høj kvalitet af overvågningen og en høj tilslutning til MFR-vaccination. Det har vi heldigvis her i landet, hvor der hele tiden foregår overvågning af, om børnevaccinationsprogrammet virker efter hensigten.

Stigende tilslutning til HPV-vaccination

Årets helt store positive nyhed på vaccineområdet er den øgede tilslutning til HPV-vaccinen blandt de unge piger. I foråret 2017 lancerede Sundhedsstyrelsen i et partnerskab med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen en større informationsindsats om livmoderhalskræft og HPV-vaccination – bakket op af mange andre aktører på sundhedsområdet, herunder Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.

Formålet er at forebygge livmoderhalskræft ved at øge tilslutningen til HPV-vaccination for piger, der fylder 12 i de kommende år, og inden de fylder 18 år. Det ultimative mål er at hæve tilslutningen til det samme høje niveau, som før krisen indtrådte.

Efter bekymring for den negative udvikling i tilslutningen til HPV-vaccinen i både 2015 og 2016 er vi glade for i år at kunne sige, at alt tyder på, at vi har vendt den negative kurve. I efteråret nåede vaccinationsaktiviteten samme niveau som aktiviteten før krisen, EPI-NYT 41/17. Tilslutningen til HPV-vaccinen er steget markant, og i en delevaluering af informationsindsatsen fremgår det, at vi har genvundet forældrenes tillid til vaccinen.

Også stigende tilslutning til alle andre vaccinationer

En anden meget glædelig nyhed er, at tilslutningen til alle vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet er steget i 2017. Og det skal ses i forhold til, at vi også så en stigning i tilslutningen i 2016. Samlet set går tilslutningen til programmet altså i den rigtige retning, og det kan vi takke forskellige indsatser for – udover HPV-informationsindsatsen. Fx reminder-breve til forældre, hvis børn mangler at få enkelte børnevaccinationer, øget forskning og viden om HPV-vaccinen samt en generel øget bevidsthed om risici ved de smitsomme børnesygdomme fx efter flere udbrud af mæslinger i udlandet.

Information fra sundhedsmyndighederne skal nå så mange som muligt

En høj tilslutning til børnevaccinationsprogrammet kan kun opnås, hvis forældre er trygge ved de vacciner, der tilbydes, og hvis læger og andre fagfolk er godt rustet til at kunne rådgive om fordele og ulemper ved børnevaccinationsprogrammet. Befolkningen skal have tillid til myndighedernes håndtering af vaccinationsprogrammet.

Derfor er det til stadighed vigtigt at lave indsatser, der informerer om vaccinationstilbuddene og generelt at oplyse om, hvorfor vacciner er vigtige for den generelle sundhed. Vaccination er en af de mest effektive forebyggelsesmetoder, der findes. Og det budskab er det vigtigt, at vi får ud til alle danskere, også til dem der ikke taler dansk.

I 2017 fik vi derfor oversat folderen om børnevaccinationsprogrammet til arabisk, farsi, polsk og somali. Folderen bliver uddelt af sundhedsplejersken til nybagte forældre. Og den beskriver, hvilke sygdomme der bliver vaccineret mod, hvad der er særligt ved hver sygdom og giver generel information om vaccinerne. Der står også, hvilke tanker der er bag vaccinationsprogrammet.

Særlige indsatser i enkelte kommuner

Endelig har vi i denne udgave af årsrapporten indført et nyt kapitel, som giver et overblik over, hvilke særlige indsatser der bliver sat i værk i danske kommuner på vaccinationsområdet. Og her vil vi især gøre opmærksom på omtalen af kommuner, som hver især ligger markant over landsgennemsnittet for en eller flere af vaccinerne i programmet. I rapporten indgår også en beskrivelse af, hvilken særlig indsats disse kommuner har gjort for at opnå de flotte resultater. Det er værd at bemærke, at kommunerne næsten enstemmigt understreger, at sundhedsplejerskernes indsats er af uvurderlig betydning. Vi håber, at dette kan give inspiration for andre kommuner, så vi i fællesskab kan øge tilslutningen til programmet endnu mere.

(Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut)

Udskriv dette nummer af EPI-NYTUdskriv dette nummer af EPI-NYT

Læs tidligere numre af EPI-NYT

23. april 2018

Søg i EPI-NYT:

Kontakt redaktionen for
EPI-NYT

Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse

Redaktør: Peter Henrik Andersen 
 
Tlf. 3268 3038
Fax 3268 3874
- ISSN: 1602-4184

Rådgivning af sundhedspersonale:
Tlf. 3268 3037
(Ma., ti., to. og fr. kl. 8.30-11:00,
on. kl. 12:30-15:00)

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig EPI-NYT