Urinvejsinfektioner: Blærebetændelse og nyrebækkenbetændelse

Pyelonephritis, Cystitis

Urinvejsinfektioner omfatter infektioner i urinblæren (blærebetændelse, cystitis) og i nyrebækken (pyelonephritis). 
Under normale omstændigheder er der ikke bakterier i urinen. Tilstedeværelse af bakterier i urinen kan give symptomer på urinvejsinfektion. Man kan godt have bakterier i urinen uden at der er symptomer. 
Malformation af urinvejene hos børn og besværet urinafløb hos ældre patienter disponerer for urinvejsinfektioner. I disse grupper dominerer henholdsvis drenge og mænd. Fremmedlegemer (blærekateter, m.m.) i urinvejene disponerer også for urinvejsinfektioner.

Sygehuserhvervet infektion
Sygehuserhvervet urinvejsinfektion omfatter infektioner, som er erhvervet under hospitalsindlæggelse. Dette ses specielt i forbindelse med anlæggelse af blærekateter og ved operative indgreb på urinvejene.
De vigtigste sygdomsfremkaldende mikroorganismers som er årsag til sygehuserhvervede urinvejsinfektioner er Escherichia coli, Enterococcus spp., Klebsiella spp., Proteus spp., Pseudomonas spp., Staphylococus saprophyticus og Candida spp.. Det er de samme bakterier og svampe, som giver urinvejsinfektioner erhvervet uden for sygehusene. Infektioner med Klebsiella spp., Proteus spp., Pseudomomas spp og S. aureus ses dog lidt hyppigere blandt sygehuserhvervede urinvejsinfektioner.

Svie eller smerter ved vandladning er det mest almindelige. Andre symptomer og objektive fund kan være hyppig vandladningstrang, uklar og ildelugtende urin. Børn under fem år har ofte nogle mindre karakteristiske symptomer, såsom slaphed, irritabilitet, nedsat appetit og opkastninger. Lændesmerter, høj svingende feber og stærk sygdomsfølelse tyder på, at infektionen har spredt sig til nyrebækkenet. Fra nyrebækkenet kan infektionen sprede sig til blodet og give urosepsis.

Urinvejsinfektioner er meget hyppige sygdomme, og den største patientgruppe er kvinder uden disponerende faktorer.

Der er ikke lovbefalet overvågning.

Urinvejsinfektioner skyldes i de fleste tilfælde, at tarmbakterier invaderer blæren gennem urinrøret. Bakterierne stammer fra det perianale område, og deres vandring op gennem urinrøret modvirkes bl.a. rent fysisk af den tilbagevendende urinstrøm ved vandladning. Fysisk skade på urinrøret, for eksempel hos kvinder ved samleje og instrumentering af urinrør med kateter øger infektionsrisikoen.

Diagnosen stilles bedst ved kvantitativ dyrkning af urin på et klinisk mikrobiologisk laboratorium efter korrekt urinopsamling og forsendelse.

Urinvejsinfektioner behandles med antibiotika.

Der findes ikke vacciner mod urinvejsinfektioner. Hos patienter med tilgrundliggende kirurgisk lidelse kan korrektion af denne afhjælpe hyppigheden af urinvejsinfektioner, ligesom tilbageholdenhed med anvendelse af fremmedlegemer, især blivende fremmedlegemer, kan reducere risikoen.

Der forskes især i, om der kan være forskel på de forskellige bakterier i forhold til, hvor syg man bliver og hvilke antibiotika, der er bedst til behandling. Et nyere forskningsområde er, om man kan få urinvejsinfektion via fødevarer.