Status før vinteren: Influenza forventes at fylde, mens RSV-vaccination beskytter de yngste
Influenza forventes at nå et højt niveau i den kommende vintersæson, mens covid-19 ventes at ligge på et lavere niveau. For RS-virus har vaccination af gravide allerede vist en markant effekt blandt de yngste spædbørn, og i år ventes endnu flere at være beskyttet. Det viser SSI's risikovurderinger for sæsonen 2026/27.

Efteråret er begyndt, og dermed nærmer vi os den periode, hvor flere luftvejsvirus typisk begynder at cirkulere mere. Statens Serum Institut (SSI) har derfor vurderet den forventede udvikling i influenza, covid-19 og RS-virus i sæsonen 2026/27.
Vurderingerne peger på forskellige forløb for de tre sygdomme. Influenza forventes at nå et højt niveau, mens covid-19 ventes at ligge på lavt til middel niveau. For RS-virus (RSV) ventes vaccination af gravide at reducere sygdomsbyrden betydeligt blandt de yngste spædbørn.
"Vi forventer en vinter, hvor influenza igen kommer til at fylde meget, mens covid-19 ser ud til at blive på et lavere niveau. Samtidig er det meget positivt, at vi allerede efter den første sæson med RSV-vaccination af gravide har set markant færre indlæggelser blandt de yngste spædbørn. Men udviklingen kan ændre sig gennem sæsonen, og derfor følger vi selvfølgelig de forskellige luftvejsvirus tæt," siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder på SSI.
Influenza forventes at fylde i den kommende sæson
SSI forventer, at både influenza A og B vil cirkulere i Danmark i den kommende sæson. Både antallet af influenzatilfælde og influenzarelaterede indlæggelser vurderes at kunne nå et højt niveau.
Influenza A har fyldt mest i de seneste sæsoner, mens der har været relativt begrænset cirkulation af influenza B, hvilket betyder, at der kan være mindre naturligt erhvervet immunitet mod influenza B i befolkningen. Influenza B kan derfor komme til at udgøre en større andel af influenzatilfældene denne vinter.
På baggrund af de foreliggende data forventes vaccinen at yde god beskyttelse mod de influenzavirus, der aktuelt cirkulerer.
Covid-19 forventes på lavt til middel niveau
Covid-19 cirkulerer året rundt, men aktiviteten forventes at stige hen over efteråret og vinteren. SSI vurderer, at både antallet af laboratoriebekræftede tilfælde og covid-19-relaterede indlæggelser overvejende vil ligge på lavt til middel niveau. Den samlede sygdomsbelastning forventes omtrent at svare til niveauet i sidste sæson.
Alvorlig sygdom forventes fortsat især blandt ældre, personer med svækket immunforsvar og personer med kronisk sygdom.
Den opdaterede covid-19-vaccine er tilpasset XFG-varianten, som aktuelt er den dominerende variant, og forventes fortsat at bidrage til beskyttelse mod alvorlig covid-19.
RSV-vaccination beskytter de yngste
RSV forventes fortsat at cirkulere denne vinter, og aktiviteten vurderes samlet at kunne nå middel niveau. Blandt de yngste spædbørn har vaccinationsprogrammet til gravide imidlertid ændret billedet.
I den første sæson med vaccination af gravide var tilslutningen 72 procent. Danske data viste en vaccineeffektivitet mod RSV-relateret indlæggelse på 83 procent blandt børn under tre måneder. Samtidig faldt antallet af RSV-relaterede indlæggelser i denne aldersgruppe med 70 procent.
I år begyndte vaccinationsprogrammet allerede 1. maj. Det betyder, at en større andel af de børn, der vil være under seks måneder i løbet af RSV-sæsonen, har haft mulighed for at opnå beskyttelse gennem vaccination af moderen.
"Fordi vaccinationsprogrammet begyndte tidligere i år, vil flere børn have mulighed for at være beskyttet, når RSV-sæsonen begynder. Derfor forventer vi også, at vaccinationen vil reducere sygdomsbyrden betydeligt blandt de yngste spædbørn denne vinter," siger Bolette Søborg.
RSV forventes dog fortsat at cirkulere blandt større børn og voksne, og der forventes fortsat en betydelig sygdomsbyrde blandt ældre.
SSI udvider overvågningen af luftvejsvirus
Fra denne sæson udvider SSI samtidig den ugentlige overvågning af luftvejsinfektioner.
Ud over influenza, RSV, covid-19 og Mycoplasma pneumoniae vil det fremover også være muligt løbende at følge udviklingen i humant metapneumovirus (HMPV), rhino-/enterovirus og parainfluenzavirus.
Dermed giver overvågningen et bredere billede af de luftvejsvirus, der cirkulerer i Danmark og bidrager til sygdom gennem vinterhalvåret.
"Med den udvidede overvågning får vi et mere samlet billede af, hvilke luftvejsvirus der cirkulerer i Danmark. Det er relevant både for sundhedsprofessionelle og for vores forståelse af den samlede sygdomsbyrde gennem vinteren," siger Hanne-Dorthe Emborg, seniorforsker på SSI.
Den udvidede luftvejsovervågning offentliggøres ugentligt på SSI's hjemmeside.
Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI