Færre blev ramt af farlig lungesygdom i 2024

Smitten med legionærsygdom i Danmark faldt en smule sidste år, men knap 300 personer fik stadig den potentielt dødelige lungebetændelse. Statens Serum Institut advarer især sårbare ældre og personer med lungesygdom.

I Danmark kostede legionærsygdommen igen i 2024 livet for næsten 10 procent af de smittede. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Til gengæld faldt det samlede antal smittede en smule: Fra 313 tilfælde i 2023 til 296 i 2024.

”Selvom faldet ikke er stort, er det positivt, at færre blev ramt sidste år. For legionærsygdom er en alvorlig og potentielt dødelig lungebetændelse, som især rammer ældre og personer med svækket immunforsvar og lungesygdomme som KOL,” siger Søren Anker Uldum, fagchef i Afdelingen for Bakterier, Parasitter og Svampe på SSI.

De fleste tilfælde blev registreret i sommermånederne, og 81 procent blev smittet i Danmark, mens 19 procent blev smittet i udlandet. Sygdommen ramte overvejende mænd, og medianalderen var 71 år.

Smittekilde og symptomer

Legionærsygdom viser sig ofte som høj feber, hoste, muskelsmerter og åndedrætsbesvær og skyldes bakterier fra slægten Legionella.

Bakterierne kan vokse i lunkent stillestående vand, og smitten sker i de fleste tilfælde ved indånding af meget små vanddråber i luften fra brusere eller andre vandinstallationer som for eksempel spabade. Men ud over de klassiske vandbårne smittekilder blev der i 2024 registreret 12 tilfælde med den jordbårne bakterie Legionella longbeachae som blandt andet findes i pottemuld og kompost. Her sker smitten via indånding af støv eller ved direkte kontakt mellem hænder og ansigt.

”Havearbejde kan således også være en risikofaktor for sårbare personer. Vi anbefaler derfor brug af handsker, at man undgår at indånde støv specielt fra pottemuld og lignende produkter, og at man vasker hænder grundigt efterfølgende,” siger Søren Anker Uldum.

For at forebygge smitte opfordrer SSI desuden fortsat til at skylle vandhaner og brusehoveder grundigt igennem med koldt og varmt vand efter ferier eller længere fravær fra hjemmet. Det varme vand i hanerne bør være mindst 50 grader, da det hæmmer væksten af bakterien og mindske risikoen for legionærsygdom.

Symptomer som høj feber og hoste kan skyldes mange ting, men hvis man bliver syg efter for eksempel havearbejde, brug af spabad og rejse til udlandet, bør man konsultere sin læge, så den rette årsag kan findes.

Du kan læse mere om SSI’s årsopgørelse om Legionella via linket her.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI