Ny rapport: Normale forhold efter kighosteepidemi i 2023-2024
Statens Serum Institut har netop offentliggjort en rapport om tilfælde af kighoste i de tre seneste kalenderår. Danmark blev i 2023 ramt af en regulær epidemi, hvor særligt spædbørn og unge blev syge. I løbet af 2024 faldt antallet af tilfælde igen til normalt niveau.
Efter en periode med usædvanligt få tilfælde under covid-19-pandemien blev Danmark i 2023 ramt af en landsdækkende kighosteepidemi. En ny årsrapport fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der blev registreret 6.058 tilfælde af kighoste i 2023 – mod kun 54 tilfælde året før. Normalt ses cirka 1.000 årlige tilfælde af kighoste i Danmark.
Epidemien ramte hele landet og strakte sig fra forsommeren 2023 til foråret 2024. Alene i november 2023 blev der registreret 1.665 tilfælde, mens der til sammenligning var 2.712 tilfælde i hele første halvår af 2024 og 1.178 tilfælde i andet halvår. I alt blev der registreret 3.890 tilfælde i 2024.
Kighoste er en luftvejsinfektion forårsaget af bakterien Bordetella pertussis og kan være livsfarlig for især spædbørn. Under epidemien i 2023 blev der registreret ét spædbarnsdødsfald.
Sygdommen ramte i perioden alle aldersgrupper, men flest tilfælde var der blandt børn under ét år, børn i alderen 10-18 år samt voksne i fyrrerne.
Gravide anbefales vaccination
For at beskytte de mindste spædbørn frem til de selv kan vaccineres, anbefales gravide at blive vaccineret mod kighoste mellem graviditetsuge 24 og 32. I 2024 tog 52 procent af de gravide imod tilbuddet.
”Derudover vaccineres børn som en del af Børnevaccinationsprogrammet, når de er tre, fem og 12 måneder gamle og ved det femte leveår. Men selvom både vaccination og tidligere sygdom giver en vis beskyttelse, varer immuniteten ikke hele livet,” fortæller Peter H. S Andersen, afdelingslæge og afsnitsleder på SSI, og fortsætter:
”Det betyder, at man kan få kighoste flere gange gennem livet. Sygdommen er mest smitsom i de første tre til fire uger, og hele sygdomsforløbet kan vare op til tre måneder.”
Kighoste er en anmeldepligtig sygdom for børn under seks år, og alle laboratoriepåviste tilfælde anmeldes automatisk gennem den nationale mikrobiologiske database MiBa.
Epidemier med kighoste ses typisk hvert fjerde til femte år, og et lignende mønster observeres også i andre lande.
Du kan læse hele årsrapporten via dette link – og via dette link kan du læse mere om sygdommen.

Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI