Der er epidemi med mycoplasma-infektioner - også kendt som kold lungebetændelse

Der har siden sommeren været en stigning i antallet af luftvejsinfektioner med Mycoplasma pneumoniae, og forekomsten har nu nået et epidemisk niveau med væsentlig flere tilfælde end normalt.

De seneste uger er et stigende antal danskere blevet testet positive for Mycoplasma pneumoniae (MP), også kendt som ’kold lungebetændelse’.

Antallet er nu så højt, at der er tale om en epidemi, vurderer Statens Serum Institut.

”De seneste fem uger er antallet af nye tilfælde steget markant, og vi ser nu væsentligt flere tilfælde end normalt, og at der er udbredt smitte i hele landet”, siger seniorforsker Hanne-Dorthe Emborg fra Statens Serum Institut.

I uge 47 blev der påvist 541 nye tilfælde med MP-infektion, hvilket er mere end en tredobling siden uge 42, hvor antallet af påviste tilfælde var 168. Det reelle antal tilfælde er formentlig langt højere, da ikke alle med milde symptomer bliver testet.

Sygdommen viser sig ofte som milde influenzalignende symptomer med træthed, hovedpine, ondt i halsen og langvarig tør hoste, særlig natlig hoste. Langt de fleste har feber, men ofte ikke så høj feber, som for influenza og anden mere klassik lungebetændelse. Dette har givet tilnavnene ’kold lungebetændelse’ eller ’atypisk lungebetændelse’, da almindelig penicillin heller ingen effekt har på infektionen.

Epidemier hvert fjerde år

I Danmark har der historisk været landsdækkende epidemier af MP-infektioner cirka hvert fjerde år, og forekomsten er typisk højest i efteråret og den tidlige vinter.

”Mycoplasma-infektioner kommer i bølger, hvor sygdommen rammer de grupper i befolkningen, der endnu ikke har opbygget immunitet. Derfor er det også typisk en sygdom, der ses blandt skolebørn i alderen 6-12 år”, forklarer Hanne-Dorthe Emborg.

Den seneste epidemi var i 2015-2018, hvor der var høj forekomst i tre på hinanden følgende sæsoner. Også i 2019 til 2020 var der - umiddelbart før covid-19-pandemien - et højt antal tilfælde, men under covid-19 pandemien faldt antallet af tilfælde til et usædvanlig lavt niveau på grund af nedlukningerne, forklarer Hanne-Dorthe Emborg.

”De seneste knap fire år har antallet af mycoplasma-infektioner været ekstremt lavt, og det er derfor ikke usædvanligt, at vi har en epidemi nu. Vi har faktisk ventet på den, siden vi lukkede landet op efter covid-19-pandemien”, siger Hanne-Dorthe Emborg, og tilføjer:

”Netop fordi antallet har været så lavt i de seneste 3,5 år, og der derfor er en gruppe børn, som ikke har opbygget immunitet, kan vi nok også forvente en højere forekomst denne sæson, end hvad der er set under tidligere MP-epidemier før pandemien”, siger hun.

MP-epidemier plejer dog ikke at medføre mange hospitalsindlæggelser og derfor ikke betydelige belastninger af sundhedsvæsnet.

Stigningen ses også i andre lande

Forekomsten af MP- infektioner stiger lige nu også i mange andre lande både i og uden for Europa. Et studie med data fra flere lande i verden har vist, at Danmark ligger højest i antal registrerede tilfælde efterfulgt af Sverige og Singapore.

I Kina er der i november observeret en stigning i tilfælde af luftvejsinfektioner blandt børn som tilskrives ophævelsen af restriktionerne mod covid-19 med efterfølgende cirkulation af kendte luftvejssygdomme som influenza, RSV, covid-19 og MP. WHO har bedt Kina om at dele information om de cirkulerende luftvejssygdomme og følger udviklingen tæt, ligesom ECDC gør det i Europa.

På Statens Serum Institut overvåges luftvejsinfektionerne løbende og opdateres ugentligt med tal og fortolkninger, som du kan finde her. 

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI