Udbrud med ebola i Uganda

Der har den seneste måned været et udbrud med ebola i Uganda. Indtil videre er der registeret 75 bekræftede tilfælde, hvoraf 28 er døde. Statens Serum Institut overvåger udviklingen tæt og anbefaler rejsende at være opmærksomme.

Der har siden den 19. september 2022 været registreret et udbrud med Sudan ebolavirus i Uganda, og der er nu påvist smitte i syv distrikter: Mubende, Kassanda, Kyegegwa, Kagadi, Bunyangabu, Wakiso og Kampala.

Udbruddets epicenter er i Mubende med 59 ud af 75 påviste tilfælde. De syv distrikter ligger alle i den sydlige og sydvestlige del af landet, og ingen af disse støder direkte op til internationale landegrænser.

Den 22. oktober var der registreret 75 bekræftede tilfælde. Heraf var 28 døde og 27 var blevet raske igen. Derudover har der været 20 dødsfald, inden udbruddet blev opdaget, og som ikke er blevet testet for ebola, men regnes for sandsynlige tilfælde.

Det tidligst bekræftede tilfælde blev syg i slutningen af august. I alt 11 tilfælde er påvist blandt sundhedspersonale, heraf er fire døde.

Smittetilfælde på hospital i Kampala har medført videre smitte

Der er tidligere påvist to ebolatilfælde på et hospital i hovedstaden Kampala. En af personerne havde kraftige symptomer og forlod sin landsby i Mubende-distriktet for at søge behandling. Ifølge myndighederne i Uganda var sundhedspersonalet opmærksomme på risikoen for ebola og håndterede patienten derefter.

En nær pårørende rapporteres også som smittet med ebola, og opholder sig på en isolationsfacilitet i hovedstaden Kampala. Begge personer vurderes som smittet i Mubende. Blandt identificerede kontakter til disse er der nu påvist fem smittetilfælde.

Samlet set er mere end 2.300 personer fordelt på 13 distrikter defineret som kontakter til smittede, og knapt halvdelen følges fortsat aktivt op i 21 dage, næsten alle ved daglig kontakt. De øvrige kontakter har gennemført 21 dages opfølgning, svarende til den længste tid fra smitte sker, til man kan få symptomer, og er derfor frikendt for ebola.

Udgangsforbud og andre restriktioner indført i to distrikter

Ugandas præsident indførte den 15. oktober 2022 udgangsforbud fra aften til morgen, rejseforbud og lukning af barer, markeder og kirker i distrikterne Mubende og Kassanda. Rejseforbuddet vil blive opretholdt i mindst 21 dage. Kassanda by ligger nærmest Kampala med en afstand på ca. 120 km.

ECDC og WHO har ikke anbefalet restriktioner for rejsende til Uganda, og Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at risikoen for at danske rejsende eller personer som opholder sig i Uganda udsættes for ebolasmitte er meget lav, forudsat at de overholder disse anbefalinger:

  • Undgå tæt kontakt med syge eller døde personer, herunder med kropsvæsker
  • Undgå indtagelse af ”bush meat” og kontakt med vilde dyr, både levende og døde
  • Vask og skræl frugt og grøntsager før indtagelse
  • Vask hænder regelmæssigt med brug af sæbe eller sprit
  • Anvend sikre sexualpraktikker, herunder kondom.

SSI anbefaler, at rejsende til de berørte syv distrikter er særligt opmærksomme på at overholde ovenstående for at undgå smitte.

Desuden bør rejsende være opmærksomme på, at den lokale situation kan ændre sig, hvilket kan påvirke rejseforholdene, hvis der på baggrund af lokale udbrud fx træffes beslutning om at lukke overgange mellem distrikter.

Endnu ingen vaccine mod Sudan ebolavirus

Der er ingen registreret vaccine med dokumenteret effekt mod Sudan ebolavirus, men myndighederne planlægger klinisk afprøvning af to vaccinekandidater under det aktuelle udbrud i Uganda. Derudover har USA ifølge Reuters sendt forsyninger af det antivirale middel Remdesivir og af et eksperimentelt monoklonalt antistof MBP134 til Uganda.

Der var senest udbrud af ebola i Uganda i 2019, hvor fire tilfælde af Zaire ebolavirus blev påvist hos personer, som havde krydset grænsen fra den Demokratiske Republik Congo (DRC) under et større pågående ebolaudbrud med i alt 3.470 bekræftede tilfælde.

I 2020 var der et nyt udbrud med Zaire ebolavirus i DRC med i alt 130 tilfælde.

I 2021 var der to tidsmæssigt uafhængige udbrud i DRC med hhv. 12 og 11 tilfælde forårsaget af ebola Zairevirus, og i 2022 har der fra april til maj, været endnu et udbrud i DRC med fem tilfælde.

SSI og internationale myndigheder som ECDC og WHO følger udviklingen tæt, og ændringer i risikovurderingen vil blive kommunikeret på SSI’s hjemmeside og via Udenrigsministeriets rejsevejledning til Uganda.

Læs mere om ebolavirus her.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI