36 bekræftede tilfælde af abekopper (monkeypox) i Europa 

Der er den 20. maj ifølge internationale organisationer nu identificeret 36 bekræftede tilfælde af abekopper i Europa. Situationen følges tæt af Sundhedsmyndighederne.

EPI-NYT 2022 uge 20b. Kilde: CDC

Europa oplever i disse dage et større udbrud af abekopper. Der er i øjeblikket identificeret 36 bekræftede tilfælde af abekopper (monkeypox). De bekræftede tilfælde fordeler sig på Portugal (14), Storbritannien (9), Spanien (7), Belgien (2), Frankrig (1), Tyskland (1), Sverige (1) og Italien (1). Der er endnu ingen bekræftede tilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut.

Nordamerika og Australien har indtil videre kun henholdsvis to og ét enkelt tilfælde påvist.

Abekopper er en sygdom der, frem til for nyligt, kun sjældent har givet anledning til udbrud, uden for Vest- og Centralafrika. Abekopper spredes ved dråbesmitte og smitte sker ved tæt fysisk kontakt.

Sygdommen viser sig ved feber, muskelsmerter, hovedpine og hævede lymfeknuder, efterfulgt af udslæt med blærer efter typisk en til tre dage. Sygdommen varer omkring 2 til 4 uger og går for de fleste over af sig selv.

Dødeligheden af abekopper er 1 til 10 %, hvor den Vestafrikanske variant, som menes at være årsagen til aktuelle udbrud, er den mildeste med en dødelighed på omkring 1 %.

Ny vejledning fra sundhedsmyndighederne

Sundhedsmyndighederne har i dag udgivet en vejledning, der beskriver håndteringen af abekopper i Danmark.

Vejledningen indeholder en grundig beskrivelse af sygdommen herunder anmeldelsesprocedure, case definition og hygiejniske forholdsregler, kontaktopsporing og behandling. Vejledningen opdateres efterhånden som der opnås mere viden om sygdommen.

Læs vejledningen Retningslinjer for håndtering af abekopper i Danmark (sst.dk)  

WHO anbefaler ikke restriktioner omkring rejser eller handel på baggrund af dette udbrud, men situationen følges tæt af sundhedsmyndighederne i Danmark.

Læs også mere om abekopper og den aktuelle situation i EPI-NYT.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI