Ny Delta-3 PCR-test sporer mutationer

TestCenter Danmark har taget en ny Delta PCR-test i brug i screeningen af alle positive covid-prøver. Den nye Delta-3 PCR-test kan spore den meget omtalte E484K-mutation. Den er blandt andet fundet på både den sydafrikanske variant B.1.351 og den britiske variant B.1.1.7

Kvinde testes for COVID-19

Med udbredelsen af nye varianter af SARS-CoV-2, er det afgørende med hurtig påvisning af vigtige virusvarianter til overvågning og smitteopsporing. Statens Serum Institut (SSI) har derfor videreudviklet Delta-PCR testen til en tredje version, som nu er sat i drift i TestCenter Danmark.

Den nye Delta-3 version er nu i fuld drift, således at SSI screener alle positive PCR-test i samfundssporet. Testen kan fortsat adskille en række variant-typer:

  • B.1.1.7 (Britisk variant)
  • B.1.351 (Sydafrikansk variant) /P1 (Brasiliansk variant 1)
  • N439K variant/Y453F (minkvarianten)
  • B.1.525

Som noget nyt kan Delta-3-PCR testen desuden spore alle varianter med følgende mutationer. Dette inkluderer også ovenstående varianter (fx. B.1.1.7 med E484K)

  • Varianter med mutationerne E484K og N501Y.

Ligesom de tidligere versioner vil dette styrke smitteopsporingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) og den epidemiologisk overvågning, da Delta-3 testen er et hurtigt og godt screeningsværktøj som supplement til helgenomsekvensering, idet prøvesvar kan foreligge indenfor allerede 12-24 timer efter positivt testsvar på standard-PCR.

Fra Delta-2 til Delta-3

Siden midten af januar 2021 er alle positive covid-tests TestCenter Danmark blev screenet for særlige virus varianter med en såkaldt Delta-PCR. Den 23. februar tog Testcenter Danmark så den forbedrede Delta-2 i brug. Også Delta-2 PCR-testen havde dog nogle begrænsninger. Den kunne for eksempel ikke spore E484K-mutationen.

Derfor har SSI arbejdet på at opdatere Delta-PCR-testen yderligere, så den også kan finde en række varianter, der bærer mutationen E484K, og det er nu lykkedes.

”Med Delta PCR-testene kan vi med en hurtig metode screene for de mest bekymrende SARS-CoV-2 varianter, der er i omløb i Danmark lige nu. Vi er glade for, at vi nu kan tage en tredje Delta PCR-test i brug, der mere målrettet kan spore E484K-mutationen”, siger TCDK’s direktør Anne-Marie Vangsted, og tilføjer:

”Der kommer hele tiden nye varianter til i epidemien, og vi vil også fremadrettet gå det i møde ved løbende at udvikle nye Delta-PCR tests, der inkluderer dem, og tage de tests i brug i Testcenter Danmark. Systemet er bevidst designet, så det kan udbygges til at spore nye bekymrende varianter og mutationer, som måtte vise sig i Danmark”

Følg overvågningen

Se status for overvågningen af varianter og mutationer.

Anne-Marie Vangsted

Kontakt

Anne-Marie Vangsted , Biobank, Dig Infrast Højkapdiag-led stab / Biobank, Dig Infrastruk & Højkapdiagnost
T. 32685305 @. amva@ssi.dk Se profil