Forskere fra SSI har opfundet en ny vaccine, der kan få afgørende betydning i kampen imod den dødelige tuberkulose

I årtier har forskere arbejdet på at lave en forbedret vaccine, og nu er der sket et gennembrud i bekæmpelsen af tuberkulose, der hvert år dræber halvanden million mennesker.

Tuberkulose er en dødelig luftvejsinfektion, som rammer både børn og voksne, og der er et stort behov for nye vacciner. I de seneste år har vaccineudviklingen imod tuberkulose taget fart, og forskerne fra SSI’s Center for Vaccineforskning har nu designet en vaccine, kaldet H107, som er baseret på ny vaccine teknologi. Modsat tidligere vaccine kandidater, er det er lykkedes at kombinere H107 med den mere end 100 år gamle BCG-vaccine, og dén kombinationen ser ud til at give en markant bedre behandling.

Resultaterne er så lovende, at forsøg på mennesker er på vej

Det viser sig, at de to vacciner forøger hinandens immunrespons ved at virke som en slags hjælpestoffer for hinanden, og i dyremodeller leder det til en stærkt forbedret vaccinebeskyttelse sammenlignet med de eksisterende vaccine kandidater. Resultaterne, der er publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature Communications, er så lovende at man har startet forberedelserne på at teste H107 vaccinen i mennesker. Udviklingen af H107-vaccinen er støttet af den amerikanske forskningsfond, National Institut of Health, som indtil videre har givet over 20 millioner kroner til projektet.

"Vi er naturligvis både stolte og begejstrede over resultaterne. Forskere har i mange år forsøgt at finde alternativer eller andre løsninger til den gamle vaccine, og meget tyder på at vi er lykkedes med at finde en effektiv strategi. Det bliver spændende at følge de kommende test på mennesker," siger Rasmus Skaarup Mortensen, leder af TB Vaccine Research på Statens Serum Institut.

Vacciner har hidtil modarbejdet hinanden

Den gamle BCG vaccine beskytter kun mindre børn og forhindrer ikke bakteriespredning og sygdom i teenagere og voksne. Den er en levende svækket version af TB bakterien, som har mistet en del af de sygdomsfremkaldende elementer (ca 2%), og alle de nuværende vaccinekandidater er designet ud fra de 98%, som er delt imellem BCG og tuberkulosebakterien. Det betyder, at de nye vacciner, som er designet til at dræbe TB bakterier, også vil dræbe BCG-vaccinen, når de kombineres, og på den måde ”modarbejder” vaccinerne hinanden. Alle forsøg på at lave vaccineboost med BCG eller de nye vacciner har kun haft begrænset effekt.

Ny teknologi løste problemet

For at løse dette problem har forskerne fra Center for Vaccineforskning designet en vaccine (H107), som er baseret på ny teknologi. Forskerne har med H107 fokuseret på de 2% af TB bakterien, som er sygdomsfremkaldende, men altså ikke er delt med BCG-vaccinen. På den måde vil H107 vaccinen frembringe et målrettet immunrespons imod de vigtigste elementer fra TB-bakterien, uden at slå BCG-vaccinen ihjel, når de kombineres. Så i stedet for at vaccinerne modarbejder hinanden, observeres der faktisk en stærk synergieffekt. Næste skridt er, at undersøge om H107-vaccinen også virker i mennesker.

"Der er selvfølgelig en masse arbejde foran os, men hvis vi det her lykkes, så kan det potentielt redde millioner af liv hvert år kloden rundt. Det vil de kommende test vise, men vi er forhåbningsfulde," siger Rasmus Skaarup Mortensen.

Se artiklen i Nature Communications her.

Klik her for at se grafikken i en større version.

Grafik der forklarer princippet i SSI's nye tb-vaccinekandidat

Rasmus Skaarup Mortensen

Kontakt

Rasmus Skaarup Mortensen, Afsnitsleder, Infektionsimmunologi / TB Vaccine
T. 32688309 @. rjm@ssi.dk Se profil