Statens Serum Institut skaber overblik over COVID-19-testsvar fra private udbydere

Dermed skabes et mere komplet billede af testaktiviteten og det samlede antal smittede i Danmark. Det styrker den epidemiologiske overvågning og smitteopsporingen.

Billede af coronavirus 02

Der bliver i dag udført en række diagnostiske test for COVID-19 af private testudbydere. Statens Serum Institut (SSI) er derfor i gang med at etablere en indberetningsløsning, så også resultaterne herfra kan indgå i og styrke den nationale smitteovervågning.

Indberetningsløsningen leverer data til Danske Mikrobiologidatabase (MiBa), hvor testsvar for COVID-19, udført i offentlig regi allerede er samlet. Indberetningsløsningen omfatter både svar fra PCR-test og antigen-test.

Indberetningsløsningen er snart klar

Den tekniske løsning er ved at være på plads. SSI regner med at udsende de retningslinjer og kravsspecifikationer, som de private udbydere skal følge, når de skal indberette deres testsvar for COVID-19, i uge 2 2021. Samtidig begynder SSI i samarbejde med nogle af de private udbydere en test af løsningen.

Næste skridt bliver, at de private udbydere kobles på løsningen. SSI håber, at de største og mest centrale private udbydere af COVID-19 test starter indberetningen i starten af 2021.

Data fra de private udbyderes test kommer med i statistik og overvågning

SSI arbejder samtidig med de nødvendige tilføjelser og ændringer i beregningsmetoder, kommunikationsmaterialer m.m. Dette bliver klart fra starten af marts måned.

”Vi ser frem til, at vi nu får en løsning, hvor de private testsvar kan indgå mere systematisk. Dermed styrkes både den nationale overvågning og smitteopsporing af COVID-19”, siger Henrik Ullum, direktør i SSI.

Send data til STPS for smitteopsporing

Når den nye løsning er på plads, og de private testudbyderes indberetning til SSI kører, vil data om positive COVID-19 test blive sendt direkte fra MIBA (SSI) til Styrelsen for Patientsikkerhed til brug i indsatsen til smitteopsporing. Indtil den nye løsning er på plads for den enkelte private testudbyder, skal denne fortsat sende data på de borgere, der er testet positiv for COVID-19, direkte til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).

Kontakt

For yderligere oplysninger kontakt:

Projektleder Sanne Karlsen, Statens Serum Institut - sanc@ssi.dk - tlf. 32 68 36 01

Sektionsleder Marianne Voldstedlund, Statens Serum Institut - mav@ssi.dk - tlf. 32 68 33 56

Marianne Voldstedlund

Kontakt

Marianne Voldstedlund, Sektionsleder, Infektionsberedskab - Ledelse og stab / Dataintegration og -analyse
T. 32683356 @. mav@ssi.dk Se profil