Så går HPV-vaccination til drenge i gang

Fra den 1. september får drenge lige som piger tilbudt gratis vaccination mod HPV. Tilbuddet gælder alle drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere.

Dreng 02

På søndag den 1. september går den længe ventede ordning med HPV-vaccination til drenge i gang.

Fra den dato får drenge lige som piger tilbudt gratis vaccination mod HPV, når de fylder 12 år.

Tilbuddet gælder alle drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere, og gælder, indtil de fylder 18 år. HPV-vaccinationen beskytter piger mod livmoderhalskræft og både drenge og piger mod analkræft og kønsvorter.

Læs mere om HPV-vaccination til drenge og piger her

To eller tre vaccinationer

Tilbuddet om vaccination mod human papillomavirus (HPV) blev indført for piger i det danske børnevaccinationsprogram tilbage i januar 2009. I forbindelse med finansloven 2019 vedtog folketinget, at drenge også skulle have tilbudt HPV-vaccination på lige fod med pigerne.

Både drenge og piger vaccineres med Gardasil9. Den beskytter mod ni typer af HPV-virus, herunder to, der kan føre til kønsvorter.

De får den første vaccination, når de fylder 12 år og den næste fem måneder efter eller senere. Begge vaccinationer skal dog være givet inden for 13 måneder. Hvis der går længere tid mellem de første to doser, anbefaler man, at der gives en tredje dosis.

Hvis drengene og pigerne er 15 år eller derover, når de bliver HPV-vaccineret, skal de dog altid have tre doser.

Fremskridt for drengene

Hos Statens Serum Institut (SSI) er man glade for, at drenge nu også tilbydes gratis HPV-vaccination.

”Det er klart en fordel. For det første bliver drengene nu direkte beskyttet og ikke som hidtil via pigerne. Det vil også øge beskyttelsen for piger, der ikke er vaccineret.”

”For det andet vil det beskytte drenge, der har sex med drenge, som hidtil ikke har været beskyttet”, siger sektionsleder Palle Valentiner Branth fra SSI’s Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.

Med i ny påmindelsesordning

Drenge og piger, der fylder 12 år den 1. november 2019 eller senere, vil desuden komme med i den nye påmindelsesordning, som SSI lancerer i løbet af efteråret.

Det betyder, at deres forældre vil få et påmindelsesbrev i deres e-boks om at huske at bestille tid til vaccinationen to uger før det planlagte vaccinationstidspunkt og igen en måned efter vaccinationstidspunktet, hvis vaccinationen endnu ikke har fundet sted.

På den måde håber man, at endnu flere vil tage imod tilbuddet om vaccination. Siden introduktionen af HPV-vaccinen i 2009 har næsten 700.00 piger og unge kvinder taget imod tilbuddet.

HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet (grafik)

Fakta om HPV

  • HPV-vaccination beskytter mod livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter.
  • HPV-virus smitter ved seksuel kontakt - derfor er HPV-vaccinen mest effektiv, når den gives inden seksuel debut.
  • Kondom forhindrer ikke smitte med HPV.
  • Omkring 4 ud af 10 unge under 30 år er lige nu smittet med HPV.
  • HPV-vaccinen har samme type bivirkninger som de andre vacciner i børnevaccinationsprogrammet.
Palle Valentiner-Branth

Kontakt

Palle Valentiner-Branth, Afdelingschef, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse
T. 32683269 @. pvb@ssi.dk Se profil