Lettisk kvinde død af rabies

Kvinden blev bidt af en hund i maj 2018 under en rejse til Nordindien. Hun døde af rabies i november 2019.

Hund på en plæne

En 55-årig kvinde fra Letland døde af rabies den 28. november 2019.

Myndighederne frygtede, at en hund eller et andet dyr, der havde hundegalskab, kunne være løbet over grænsen til Letland fra et af nabolandene Hviderusland eller Rusland. Disse lande er nemlig ikke rabiesfri.

Undersøgelser af virus viste dog, at den genotype kvinden var smittet med, var identisk med en nordindisk type, og ikke en østeuropæisk.

Det viste sig siden, at kvinden i maj 2018 havde rejst i Nordindien, hvor hun var blevet bidt af en hund. Hun blev ikke vaccineret ved den lejlighed, og var heller ikke tidligere vaccineret mod hundegalskab.

Inkubationstiden kan være flere år

Det tragiske tilfælde understreger to ting, som både rejsende og deres læger skal være opmærksomme på:

  1. Indien er – ligesom Filippinerne – blandt de lande, hvor hunde oftest har rabies.
  2. Inkubationstiden for rabies kan være flere år.

Vaccination er mulig

Det er muligt at blive vaccineret mod rabies. Der skal gives to vacciner med syv dages mellemrum.

Hvis man derefter bliver bidt af et dyr, der kan have rabies, skal man kun have to vacciner. Er man uvaccineret, og bliver bidt af et dyr, der kan have rabies, skal man dels vaccineres fire gange, dels skal man have immunglobulin, som kan være svært at skaffe i visse områder.

Læs mere

Læs mere om rabiesvaccination.

Susan Cowan

Kontakt

Susan Cowan, Sektionsleder, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Sex- og blodoverførte infektioner
T. 32683444 @. sco@ssi.dk Se profil