Pas på hunde, katte og andre dyr, når du rejser

Efter det tragiske dødsfald i England råder SSI folk til at være opmærksomme, når de rejser til lande, hvor der er rabies.

Kat 01

For nylig døde en englænder af rabies (hundegalskab) efter at være blevet bidt af en kat på en rejse til Marokko. Det oplyser Public Health i England, og Statens Serum Institut råder derfor folk til at være opmærksomme, når de rejser ud. Eller blive vaccineret, inde de tager afsted.

"Den pågældende var desværre ikke vaccineret for rabies i forvejen, og blev heller ikke vaccineret efter biddet (såkaldt post-exposure profylakse). Det kunne ellers have forhindret smitten og dermed reddet mandens liv", siger sektionsleder Susan Cowan fra SSI.

SSI råder til, at man er opmærksom på, at dyr kan have rabies, når man rejser til lande uden for Vesteuropa. Man skal derfor undlade at klappe hunde, katte og så videre i disse lande, med mindre man ved, at de er vaccineret mod rabies.

I Danmark er det kun flagermus, der udgør en risiko for rabies.

Læs mere om retningslinjerne for rabies her.

Fakta om rabies

  • Rabies er en meget alvorlig sygdom, der rammer hjernen og det centrale nervesystem. 
     
  • Rabies er en såkaldt zoonose. Det vil sige, at den smitter fra dyr til mennesker, mens den ikke smitter fra menneske til menneske. 
     
  • Rabies smitter ved, at man bliver bidt/kradset af et smittet dyr. 
     
  • Hvert år opstår der 59.000 tilfælde af rabies i verden. 
     
  • De indledende symptomer omfatter hovedpine, angst og feber. Senere kan der støde hallucinationer og åndedrætsbesvær til. 
     
  • Når først disse symptomer har udviklet sig, er rabies næsten altid dødelig.
Susan Cowan

Kontakt

Susan Cowan, Sektionsleder, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse / Blod- og Seksuelt overførte infektioner
T. 32683444 @. sco@ssi.dk Se profil