Statens Serum Instituts vaccinationsforslag ved udlandsrejse er blevet opdateret

Statens Serum Institut anbefaler ikke længere rutinemæssig anvendelse af tabletter mod malaria til rejsende til de fleste lande/områder i Sydøstasien og i Mellem- og Sydamerika. Og vaccination mod tuberkulose anbefales primært til børn op til 11-12-års-alderen.

Statens Serum Instituts (SSI) referencegruppe for rejsevaccination og malariaprofylakse gennemgår løbende SSI´s rejseanbefalinger. Referencegruppen har i år særligt fokuseret på risikoen for malaria ved rejse til Sydøstasien og til Mellem- og Sydamerika samt på indikationen for vaccination mod tuberkulose.

Lav risiko for malaria i Sydøstasien og Mellem- og Sydamerika

Risikoen for at danske rejsende til Sydøstasien og til Mellem- og Sydamerika får malaria er meget beskeden. I de seneste 10 år er kun syv tilfælde erhvervet i Sydøstasien og otte tilfælde erhvervet i Mellem- og Sydamerika. Dette svarer til ca. 2 % af alle importerede malariatilfælde.

På denne baggrund anbefaler SSI ikke længere rutinemæssig anvendelse af kemoprofylakse til rejsende til de fleste lande/områder i Sydøstasien og i Mellem- og Sydamerika, hvor dette hidtil har været anbefalet.

For rejsende til specifikke områder med en kendt vis risiko for malaria kan såkaldt nødbehandling (stand-by emergency treatment) anvendes som alternativ til konventionel malariaprofylakse.

Hvis den rejsende ikke medgives malariatabletter til løbende brug under rejsen, er det meget vigtigt, at denne informeres om, at der fortsat kan være en vis risiko for malaria, hvorfor den rejsende uændret skal anbefales systematisk at anvende en effektiv myggestiksprofylakse samt være opmærksom på feber og andre symptomer på malaria både under og efter rejsen (særligt de første 3 måneder efter hjemkomst).

Det er vigtigt at understrege, at nødbehandling ikke er det samme som selvbehandling. Hvis den rejsende får feber under ophold i Sydøstasien eller Mellem- og Sydamerika (eller andre steder med risiko for malaria), bør denne altid anbefales at kontakte sit forsikringsselskabs alarmcentral for råd om, hvor man kan blive undersøgt og behandlet for malaria lokalt.

Endeligt er det vigtigt at være opmærksom på, at særlige grupper af rejsende, fx indvandrere, som tager på familiebesøg i oprindelseslandet, rejsende på trekking med overnatning i visse jungle- og sumpområder og rygsæksrejsende med længerevarende og ikke fastlagt rejserute, kan være i særlig risiko for at få malaria og derfor kræver ekstra omhyggelig rådgivning.

Vaccination mod tuberkulose (BCG-vaccination)

BCG-vaccinens beskyttende effekt for børn indtil puberteten (11-12 år) er veldokumenteret og god. Desværre er det aldrig dokumenteret, at BCG giver nogen overbevisende beskyttelse mod tuberkulose (TB) hos voksne, heller ikke af sundhedsarbejdere, som risikerer at blive erhvervsmæssigt udsat for smitte med TB, men hvor risikoen dog erfaringsmæssigt nu til dags er beskeden. BCG-vaccination anbefales derfor primært til børn af indvandrere under 12 år, som står for at skulle besøge slægtninge i områder med høj forekomst af TB samt til børn under 12 år, som med deres forældre skal opholde sig i længere tid (> 6 måneder) i sådanne områder.

Læs mere i EPI-NYT 27a/17, som også indeholder råd om vaccination af pilgrimsrejsende til Mekka og beskriver en aktuel stigning i Danmark af invasive infektioner med gruppe A streptokokker.