Stabilt antal smittede med hepatitis C

I 2016 modtog Statens Serum Institut 6 anmeldelser af tilfælde af akut, og 234 tilfælde af kronisk hepatitis C. Dette antal er på linje med de seneste år.

Hepatitis C giver sig sjældent til kende som akut sygdom, men diagnosticeres som regel først i det kroniske stadium, når sygdommen begynder at give symptomer.

Nogle patienter findes dog ved screening, og derfor er skelnen mellem akut og kronisk hepatitis C nogle gange vilkårlig.

Blandt de anmeldte med akut hepatitis C var to intravenøse stofbrugere (iv. stofbrugere), tre var hiv-positive mænd, der har sex med mænd.

Størstedelen af dem, der blev anmeldt med kronisk hepatitis C i 2016, var iv. stofbrugere ligesom de foregående år. Blandt de 186 med kendt smittemåde var 152 anmeldt som smittet ved iv. stofbrug.

Der var anmeldt 12 smittet ved procedurer i sundhedsvæsnet, de fleste i udlandet, men to var smittet ved blodtransfusion i Danmark før 1991, hvor screening af donorblod blev indført.

I Danmark er der ikke udført egentlige prævalensundersøgelser blandt den almene befolkning. Imidlertid er antallet af personer, der findes hepatitis C-positive i bloddonorscreeningen faldende, og har i over 10 år ligget stabilt på under 10 om året.

Det er stadig nuværende og tidligere iv. stofbrugere samt hiv-positive patienter, specielt mænd, der har sex med mænd, som bør screenes for hepatitis C.

Læs mere i EPI-NYT 11/17