Usutuvirus påvist i danske myg

For første gang er usutuvirus påvist i myg indsamlet i Danmark. Fundet bekræfter, at virus cirkulerer i den danske natur, men ændrer ikke den aktuelle vurdering af risikoen for befolkningen.

Solsort sidder på en gren i et træ

Statens Serum Institut (SSI) har i forbindelse med den nationale overvågning af myg og myggebårne virus påvist usutuvirus i myg indsamlet af Københavns Universitet (KU).

Indsamling af myggene er en del af det EU-støttede projekt OH4Surveillance, hvor 11 europæiske lande udveksler viden og samarbejder om at overvåge sygdomme, der kan smitte både dyr og mennesker – såkaldte zoonotiske sygdomme. Fundet af usutuvirus i myg indsamlet i Danmark følger efter de første danske påvisninger af usutuvirus i vilde fugle i 2024.

– Påvisningen i myg ligger i forlængelse af de fund, vi tidligere har gjort i fugle. Det viser, at virus indgår i den naturlige smittecyklus mellem fugle og myg i Danmark, men det ændrer ikke vores nuværende vurdering af risikoen for befolkningen, siger Louise Lohse, der er sektionsleder på SSI.

Mennesker smittes kun sjældent

Usutuvirus overføres primært mellem fugle via myg. I flere europæiske lande har virus gennem en årrække været udbredt og har især medført sygdom og dødelighed blandt visse fuglearter.

Mennesker kan i sjældne tilfælde blive smittet via myggestik. De fleste infektioner forløber uden symptomer eller med milde influenzalignende symptomer, og alvorlig sygdom er sjælden.

Overvågningen af usutuvirus indgår i et samarbejde, hvor Københavns Universitet indsamler myg fra forskellige dele af landet, og SSI analyserer prøverne for forekomst af relevante virus. Resultaterne indgår i den samlede vurdering af forekomsten af myggebårne sygdomme i Danmark.

– Vi følger udviklingen løbende og vurderer situationen samlet på baggrund af både fund i dyr, myg og eventuelle sygdomstilfælde hos mennesker. Det giver os et solidt grundlag for løbende at vurdere risikoen og reagere, hvis situationen ændrer sig, siger Louise Lohse.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI