Ebola i Centralafrika: Udbrud vokser, men meget lav smitterisiko i Danmark
Ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo vokser og har spredt sig til flere dele af landet. Der er konstateret få importerede tilfælde i Europa, men ingen videre smittespredning. Risikoen i Danmark vurderes fortsat som meget lav.
Det igangværende ebolaudbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) har udviklet sig betydeligt, siden Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i maj erklærede udbruddet for en international sundhedskrise.
Der er nu registreret mere end 5.000 bekræftede tilfælde og over 2.500 dødsfald. Udbruddet har spredt sig til flere dele af landet, og WHO betegner det som det hurtigst voksende ebolaudbrud, der hidtil er registreret i DRC.
Flere forhold gør det vanskeligt at få udbruddet under kontrol. I dele af det østlige DRC er der væbnet konflikt, stor befolkningsmobilitet og begrænset adgang til sundhedsydelser. Samtidig opdages en del af tilfældene blandt personer, som ikke allerede er kendte kontakter til smittede. Det er tegn på at der er smitte i samfundet, der ”går under radaren”, og det gør det vanskeligere at bryde smittekæder.
”Status er, at udbruddet i DRC er alvorligt og har udviklet sig markant, siden vi første gang beskrev situationen i foråret. Vi ser både et stort antal tilfælde og en fortsat geografisk spredning i regionen. Risikoen for smitte i Europa og Danmark vurderes dog fortsat som meget lav,” siger overlæge Maria Wessman fra Statens Serum Institut.
Ingen videre smittespredning i Europa
Der har tidligere under udbruddet været tilfælde i Uganda med relation til DRC, men Uganda har siden erklæret udbruddet i landet for afsluttet.
Der er også konstateret enkelte importerede tilfælde i Frankrig, mens smittede udenlandske sundhedspersoner er blevet evakueret fra DRC til behandling i Tyskland. Tilfældene er blevet håndteret med relevante smitteforebyggende foranstaltninger og har ikke ført til yderligere smittespredning.
”Ved et større og langvarigt udbrud kan vi godt se enkelte importerede tilfælde i andre lande. Det er ikke i sig selv tegn på, at sygdommen spreder sig i Europa, hvor der også er et stærkt beredskab til at opdage og håndtere eventuelle tilfælde,” siger Maria Wessman.
Smitter kun ved tæt kontakt
Ebola smitter ved direkte kontakt med blod eller andre kropsvæsker fra personer, der har symptomer på sygdommen, eller fra afdøde smittede personer. Der kræves derfor normalt tæt kontakt med en syg person, før der er risiko for smitte.
Udbruddet skyldes Bundibugyo-virus, som der på nuværende tidspunkt ikke findes en specifikt godkendt vaccine imod. Der er dog flere mulige vacciner og behandlinger under udvikling og afprøvning.
WHO vurderer fortsat udbruddet som en international sundhedskrise. SSI følger udviklingen tæt sammen med nationale og internationale sundhedsmyndigheder.
Fakta
- Mere end 5.000 bekræftede tilfælde og over 2.500 dødsfald er registreret.
- Udbruddet har bredt sig til seks provinser i DRC: Ituri, Nord-Kivu, Syd-Kivu, Haut-Uélé, Bas-Uélé og Tshopo.
- Mere end 50 såkaldte sundhedszoner i regionen er berørt.
- Ituri-provinsen er fortsat hårdest ramt og tegner sig for langt størstedelen af de registrerede tilfælde.
- Udbruddet skyldes Bundibugyo-virus.
- WHO vurderer fortsat udbruddet som en international sundhedskrise.
Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI