Første land i EU: Danmark har elimineret mor-til-barn-smitte med hiv og syfilis
WHO har certificeret Danmark for officielt at have stoppet smitte med hiv og syfilis fra mor til barn. Anerkendelsen er resultatet af en mangeårig, målrettet indsats i det danske sundhedsvæsen.

Danmark er det første land i EU, der har elimineret mor-til-barn-smitte med hiv og syfilis. Det har WHO nu officielt anerkendt efter en omfattende international vurdering af landets indsats og resultater.
”Det markerer en stor folkesundhedsmæssig præstation af Danmark,” udtaler WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus i organisationens pressemeddelelse.
Certificeringen gives som led i WHO’s globale indsats for at stoppe smitte fra mor til barn og bygger på dokumentation for høj screeningsdækning blandt gravide, sikker adgang til behandling og stabile, meget lave smittetal over tid.
Bredt samarbejde bag anerkendelsen
Bag certificeringen ligger en omfattende national dokumentation, som er udarbejdet af Statens Serum Institut (SSI) i tæt samarbejde med centrale aktører på tværs af sundhedsvæsenet. Resultatet afspejler en bred og langvarig indsats, hvor både myndigheder og sundhedspersonale på tværs af landet har bidraget til forebyggelse, testning og behandling.
”Det er et vigtigt skulderklap til hele sundhedsvæsenet. Vi har i mange år haft en fast screening af gravide og sikret hurtig behandling, når det har været nødvendigt. Det er det, der gør, at børn i Danmark i dag ikke fødes med hiv eller syfilis,” siger Maria Wessman, overlæge og sektionsleder ved Statens Serum Institut.
Hun understreger, at indsatsen skal fastholdes:
”Vi skal fortsat have fokus på tidlig opsporing og forebyggelse, så vi holder smitten væk.”
WHO’s certificering markerer et vigtigt skridt i det fortsatte arbejde med at beskytte kommende generationer mod alvorlige infektionssygdomme.
FAKTA
- WHO anerkender lande, der dokumenterer eliminering af mor-til-barn-smitte.
- Anerkendelsen fra WHO kræver høj screeningsdækning blandt gravide og sikker adgang til behandling.
- Danmark har opnået vedvarende lave smittetal for hiv og syfilis over en årrække.
Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI