SSI forventer stabil vintersæson for covid-19 og holder øje med influenza
Covid-19 ventes at give en vis smitte og sygdom i vintermånederne, men der er ikke noget, der tyder på en usædvanlig eller meget alvorlig sæson. For influenza følges udviklingen tæt, da der er set ændringer i virus de seneste måneder.

Smitten med covid-19 ligger i øjeblikket på et middel niveau i Danmark og forventes at stige i løbet af vinteren. Der er dog ikke noget, der tyder på en usædvanlig eller alvorlig covid-sæson, og den opdaterede vaccine ventes at give god beskyttelse mod de varianter, der i øjeblikket er i omløb.
”Vi forventer, at covid-19 vil give anledning til en vis smitte og sygdom, men der er ikke noget, der umiddelbart peger på en stor bølge eller alvorlig belastning af sundhedsvæsenet. Som altid kan situationen dog ændre sig, hvis nye varianter opstår, og derfor følger vi udviklingen,” siger Bolette Søborg, overlæge og afsnitsleder på Statens Serum Institut.
Hun understreger, at vaccination fortsat anbefales til personer på 65 år og derover samt til personer, der har øget risiko for et alvorligt forløb.
Influenzavirus fra den sydlige halvkugle
SSI’s forventninger til vintersæsonen bygger på erfaringerne fra den nyligt overståede sæson på den sydlige halvkugle, hvor både covid-19 og influenza har cirkuleret, samt på viden om befolkningens immunitet og vaccinedata.
Ud fra disse observationer forventer SSI, at de typer af influenzavirus, som har været mest udbredt på den sydlige halvkugle tidligere på året, også vil præge den kommende sæson i Danmark.
”Influenzavirus har ændret sig i løbet af sæsonen på den sydlige halvkugle, og den udvikling følger vi. Vi ved endnu ikke, om det får betydning for udviklingen herhjemme. Derfor anbefaler vi – ligesom med covid – at personer på 65 år og derover og personer i risikogrupper tager imod tilbuddet om vaccination. På den måde beskyttes de bedre mod alvorlig sygdom,” siger Hanne-Dorthe Emborg, seniorforsker ved Statens Serum Institut.
SSI følger som altid udviklingen tæt og overvåger influenza, covid-19, RS-virus og andre luftvejssygdomme gennem hele vintersæsonen.
Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI