SSI bistår med etablering af nyt netværk for overvågning af dødelighed i Latinamerika

Overvågningssystemet EuroMOMO, som drives af Statens Serum Institut (SSI), har fungeret som forbillede for et nyt netværk for overvågning af dødelighed i Latinamerika. AMoMO-netværket skal styrke regionens beredskab over for fremtidige pandemier og andre folkesundhedstrusler.

Gruppefoto af mange mennesker opstillet i et rum

Et nyt netværk for overvågning af dødelighed – AMoMO (Americas Mortality Monitoring) – er netop blevet lanceret af The Pan American Health Organization (PAHO) i samarbejde med WHO og nationale repræsentanter fra 14 lande i regionen.

Netværket er inspireret af EuroMOMO’s metoder, principper og organisering, som er udviklet i et europæisk samarbejde, hvor Statens Serum Institut (SSI) spiller en koordinerende rolle.

EuroMOMO er et fælles europæisk overvågningssystem for dødelighed, der anvendes til at registrere og analysere udsving i dødeligheden på tværs af lande for at give et tidligt billede af overdødelighed – som under eksempelvis pandemier.

Systemet bruges som grundlag for sundhedsfaglige vurderinger og beslutninger.

”Ligesom i Europa så vi, hvordan coronapandemien ramte mange lande i Mellem- og Sydamerika hårdt og førte til høj dødelighed. Manglen på overvågningssystemer gjorde det dog vanskeligt for myndighederne at vurdere omfanget. Nu etableres et nyt system, som viste sin nytte under pandemien i Europa, og det er vi meget glade for at kunne bidrage til,” siger overlæge Lasse Vestergaard, der som en del af EuroMOMO-teamet på SSI har deltaget i samarbejdet med PAHO.

Metoderne tilpasses nye udfordringer

Samarbejdet mellem PAHO og EuroMOMO om det nye latinamerikanske AMoMO-netværk har været i gang i halvandet år, og kulminerede i oktober med en tre-dages workshop.

Workshoppen, der fandt sted i El Salvador, havde deltagelse fra sundhedsinstitutter, statistiske kontorer og kommunikationsenheder fra de deltagende lande.

Her blev deltagerne introduceret til EuroMOMO’s tilgang og metoder til dødelighedsovervågning gennem oplæg, praktiske øvelser og diskussioner om datahåndtering, analyse og formidling af resultater.

"Det var en fornøjelse at se, hvordan noget, vi har arbejdet med i mange år, nu bliver brugt og tilpasset i en ny kontekst – med andre udfordringer som fx et anderledes klima og andre influenza-sæsoner end i Europa," siger Sarah Kristine Nørgaard fra EuroMOMO, som deltog i workshoppen på vegne af SSI.

Kvinde med en mikrofon står på en talerstol

EuroMOMO-teamet fra SSI bidrog med oplæg om statistiske metoder, fortolkning og kommunikation af resultaterne.

Erfaringerne fra det europæiske samarbejde skal nu bruges som inspiration i det videre arbejde med at etablere AMoMO-netværket, som skal styrke regionens evne til at overvåge dødelighed og dermed opdage overdødelighed samt reagere på fremtidige sundhedstrusler som fx udbrud af nye epidemier.

"Vi i EuroMOMO glæder os til at fortsætte samarbejdet med PAHO, hvor vi kan dele erfaringer og fortsætte de gode faglige drøftelser om metoder og muligheder for at styrke den internationale overvågning til gavn for den globale folkesundhed," siger Sarah Kristine Nørgaard.

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI