Professor Jens Bukh modtager årets forskningslegat fra Fritz Kauffmanns Forskningsfond
For sit enorme og vedvarende bidrag til den virologiske forskning er professor Jens Bukh blevet tildelt årets forskningslegat fra Fritz Kauffmanns Forskningsfond. Jens Bukhs studier har været afgørende for både forståelsen af hepatitis C og udviklingen af nye behandlinger mod virussygdomme.
Jens Bukh, der er professor ved Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, er blevet tildelt årets forskningslegat fra Fritz Kauffmanns Forskningsfond for sit mangeårige og banebrydende arbejde med virusforskning.
Forskningslegatet gives til støtte for Jens Bukhs igangværende og fremtidige projekter, hvor han blandt andet har kortlagt hepatitis C-virus’ genotyper, udviklet nye eksperimentelle systemer, bidraget til udviklingen af antivirale lægemidler og senest dedikeret sig til studier af SARS-CoV-2.
”Jeg er stolt og beæret over denne anerkendelse. Det er et stort privilegium at kunne forske i virus på et tidspunkt, hvor vi tydeligt ser, hvor afgørende ny viden er for at kunne forebygge og behandle sygdom,” siger Jens Bukh.
En international drivkraft
Jens Bukhs forskning har haft stor betydning for både forståelsen af virus og for udviklingen af behandlinger på tværs af forskellige virussygdomme. Hans forskning i hepatitis C har blandt andet bidraget til udviklingen af lægemidler, der også har vist effekt mod andre vira – eksempelvis Remdesivir, som blev anvendt til patienter under COVID-19-pandemien.
”Det er en kæmpe glæde, at fonden vælger at støtte netop den form for grundforskning, som ikke altid giver hurtige resultater, men som kan danne fundamentet for nye gennembrud – også på områder, vi endnu ikke kan forudse,” lyder det fra Jens Bukh.
Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut og bestyrelsesformand for Fritz Kauffmanns Forskningsfond, fremhæver betydningen af Jens Bukhs indsats:
”Jens Bukh har i årtier været en drivkraft i den internationale virusforskning. Hans arbejde med hepatitis C har haft gennemgribende betydning for udviklingen af nye lægemidler, og da COVID-19 ramte, var han blandt de første til at etablere laboratorier og bidrage med ny viden. Det er en stor glæde, at vi med legatet kan støtte hans fortsatte forskning, som er til gavn for hele samfundet.”
Forskningslegatet blev overrakt fredag den 26. september på Statens Serum Institut.
Fakta om Fritz Kauffmanns Forskningslegat
- Fritz Kauffmanns Forskningsfond har til formål at påskønne en forskningsindsats indenfor mikrobiologien. Det gælder især de områder, hvor professor, dr.med. Fritz Kauffmann (1899-1978) ydede sin indsats – samt på beslægtede områder eller videreudviklinger heraf
- Fritz Kauffmann blev ansat på Statens Serum Institut i 1933. Han arbejdede på instituttet indtil 1943, hvor han på grund af krigen måtte flygte til Sverige. Efter krigen vendte han i 1945 tilbage til SSI, hvor han arbejdede frem til sin pensionering i 1968
- Kauffmanns forskning lå i grænsefladen mellem mikrobiologi og folkesundhedsvidenskab. Det mest kendte resultat af hans arbejde var udviklingen af et system til at opdele salmonellabakterier i typer og undertyper. Systemet viste sig at få uvurderlig betydning – blandt andet til opklaring af salmonellaudbrud verden over

Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI