Ny SSI-rapport: Nordiske lande valgte forskellige veje gennem pandemien
Ny rapport viser, hvordan de nordiske lande valgte forskellige strategier under covid-19-pandemien, men med det samme mål om at beskytte de mest sårbare.
Da covid-19-pandemien skulle tackles, valgte de nordiske lande forskellige strategier for at beskytte de mest sårbare og reducere alvorlig sygdom og dødsfald.
Det viser en ny rapport udarbejdet mellem landene med Statens Serum Institut (SSI) som pennefører. Rapporten peger også på, hvad der kan læres til næste gang.
Sverige satsede på hurtig og bred dækning med én dosis, mens andre lande – herunder Danmark – prioriterede at fuldvaccinere særlige risikogrupper først.
Den nye rapport fremhæver, at en vigtig erfaring er, at fleksibilitet og hurtig tilpasning til nye varianter og voksende viden om sygdommen var afgørende. Vaccinestrategierne måtte flere gange tilpasses de nye varianter, ændret pandemibillede og voksende viden om covid-19.
”Vi kan se at landene traf forskellige valg undervejs, men at vi alle havde det samme overordnede mål. At vi tog forskellige valg under pandemien har efterfølgende givet en værdifuld mulighed for at lære af hinanden, og viser hvor vigtigt det er at dele viden på tværs,” siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder ved SSI.
Styrke i tæt samarbejde
Rapporten peger også på, at tæt samarbejde var en styrke. Under pandemien blev der etableret ugentlige møder mellem myndighederne, hvor data, strategier og erfaringer blev delt i realtid.
Dette bidrog til hurtigere beslutninger, større gennemsigtighed og mere robuste løsninger landene imellem. Det samarbejde fremhæves i dag internationalt som et eksempel på, hvordan mindre lande kan stå stærkere sammen i en global krise.
”Det nordiske samarbejde har virkelig vist sin styrke under pandemien. Men dette arbejde viser også, at vi skal blive endnu bedre til at evaluere og justere undervejs, så vi ikke først samler vores læring op flere år efter krisen, men kan bruge det aktivt undervejs,” fastslår Bolette Søborg.
Rapportens hovedpointer
- Fælles mål: At beskytte de mest sårbare og mindske dødsfald og alvorlig sygdom
- Forskellige veje: Strategierne varierede fx i forhold til målgrupper, brug af vacciner og tempo i udrulningen
- Stærkt nordisk samarbejde: Ugentlige møder og videndeling bidrog til mere robuste beslutninger
- Fremtid: Ønske om at fortsætte og styrke evaluering og samarbejde under kommende pandemier

Pressehenvendelser
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI