Flere kommuner får enheder for infektion og hygiejne

En ny rapport fra Statens Serum Institut viser, at tre ud af fire kommuner har oprettet en såkaldt hygiejneorganisation, der skal forebygge og bekæmpe infektioner.

Mere end 75 procent af landets kommuner har nu etableret en hygiejneorganisation, der arbejder for at forebygge infektioner gennem undervisning, rådgivning og bedre brug af retningslinjer. Ikke mindst i sundhedssektoren.

I 2020 var det kun 62 procent af kommunerne, der havde oprettet en sådan enhed. Det fremgår af en ny rapport fra Den Centrale Enhed for Infektionshygiejne ved Statens Serum Institut (SSI).

I rapporten peger kommunerne selv på, at hygiejneorganisationen giver bedre samarbejde på tværs af forvaltninger, styrker medarbejdernes kompetencer og gør det lettere at tilpasse nationale infektionshygiejniske retningslinjer til lokale forhold.

”Vi kan se, at kommunerne i stigende grad oplever, at det understøtter effektive indsatser. Det muliggør en struktureret tilgang, der kan tilpasses de enkelte kommuners behov,” siger Brian Kristensen, som er overlæge og sektionsleder ved SSI.

Regional vidensdeling halter efter

Rapporten peger dog også på en udfordring. Siden 2020 er antallet af kommuner, der indgår fælles regionale samarbejdsaftaler, faldet, og der er store variationer fra region til region.

Disse aftaler er ellers vigtige for at sikre en bred adgang til faglig viden og vidensdeling om infektionshygiejne.

”De fælles regionale aftaler er et vigtigt fundament. Vi håber derfor, at der fremover vil komme større fokus på samarbejdet mellem kommuner og regioner,” siger Brian Kristensen.

Den nye rapport tegner altså dermed både et billede af en styrket lokal indsats i kommunerne, men også af et behov for at genfinde balancen i det tværgående samarbejde, som kan optimere den samlede indsats mod infektioner i Danmark.

Du kan læse mere og finde hele rapporten via dette link.

FAKTA:

• 75 procent af landets kommuner har i dag en hygiejneenhed, der arbejder for at forebygge og bekæmpe infektioner lokalt. I 2020 var tallet 62 procent.

• Anbefalingerne om at arbejde struktureret med hygiejne og bekæmpelse af infektioner i kommunerne har baggrund i publikationen ”Forebyggelsespakke – Hygiejne” fra Sundhedsstyrelsen.

• Den nye rapport fra Statens Serum Institut (SSI) er støttet af midler fra EU-projektet EU JAMRAI 2. 
 

 

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI