Transkønnede i Danmark er i markant øget risiko for selvmordshandlinger og død

Ny dansk forskning offentliggjort i JAMA viser at transkønnede personer forsøger at tage deres liv næsten otte gange så ofte som resten af befolkningen, og at de ender med at dø af selvmord 3,5 gange så ofte som ikke-transkønnede.

Studiet er et samarbejde mellem forskere ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) under Region Hovedstadens Psykiatri og Statens Serum Institut (SSI). Det er det første studie i verden til at beregne nationale rater for selvmordsforsøg og selvmord blandt transkønnede, og det er blevet udgivet i Journal of the American Medical Association (JAMA), som er et af verdens førende fagtidsskrifter på sundhedsområdet.

Udover selvmordshandlinger belyste studiet også dødeligheden generelt. Forskerne kunne vise, at transkønnede personer også har en fordoblet dødelighed af andre årsager end selvmord. Selv om overdødeligheden blandt transkønnede blev reduceret over de seneste årtier, er der fortsat en markant højere forekomst af selvmordsforsøg, selvmord og andre dødsfald blandt transkønnede personer i Danmark sammenlignet med resten af befolkningen.

Førsteforfatter og programleder ved DRISP, Region Hovedstadens Psykiatri, Annette Erlangsen udtaler:

”Vi vidste fra udenlandske studier, at transkønnede har en øget risiko for selvmordshandlinger, så det er godt at kunne sætte præcise tal på forholdet. Transkønnede personer, der har selvmordstanker, kan være mindre tilbøjelige til at søge hjælp fra de eksisterede psykiatriske tilbud, fordi de ikke ønsker, at det skal stå i deres patientjournal og eventuelt hindre adgang til senere behandling. Vi ser os i Danmark som foregangsland på LGBT+ området, og vi har selvmordsforebyggende behandling, der virker, men vi mangler løsninger på dette problem”.

Sidsteforfatter Morten Frisch, overlæge på SSI og leder af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, tilføjer:

”I den store danske undersøgelse Projekt SEXUS har vi for nylig påvist en markant højere forekomst af ensomhed og mentale trivselsproblemer blandt danske transpersoner sammenlignet med resten af befolkningen. Vores nye studie udmærker sig ved at være verdens første nationalt dækkende undersøgelse om transpersoners selvmordsadfærd og dødelighed. Forhåbentlig vil undersøgelsens tydelige resultater medvirke til at rette fokus på de udfordringer i livet, der så markant øger transpersoners risiko for selvmordsforsøg og død. Det er et umisforståeligt og bekymrende tegn på mistrivsel blandt danske transpersoner, at denne gruppe har en næsten 8 gange højere forekomst af selvmordsforsøg end andre danskere". 

Læs mere om studiet (jamanetwork.com)

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk
Abonner på Nyheder fra SSI

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Abonner på Nyheder fra SSI