Ny variant årsag til vinterens mange invasive streptokok-infektioner

Nedsat immunitet efter corona-nedlukningen samt en ny variant var skyld i vinterens drastiske stigning i invasive tilfælde af infektioner med gruppe A-streptokokker, viser nyt studie fra Statens Serum Institut.

Antallet af tilfælde med streptokokker var denne vinter tre til fire gange højere end normalt, og ligeledes var der en markant stigning i antallet af invasive tilfælde.

Forskere fra Statens Serum Institut har undersøgt årsagerne til det høje antal invasive tilfælde, og har nu fundet frem til, at det blandt andet skyldtes en ny aggressiv variant, M1DK. Den nye variant blev observeret i 2022, og stod bag næsten hvert tredje invasive tilfælde denne vinter.

Studiet konkluderer også, at en generel nedsat immunitet i befolkningen efter corona-nedlukningerne var en anden medvirkende årsag.

”Den nye aggressive variant har haft afgørende betydning, men forklarer ikke alle tilfælde. Formodentlig har det også haft stor betydning, at vi igennem de seneste år i langt lavere grad end normalt har været eksponeret for gruppe-A-streptokokker, og dermed har fået en langt lavere grad af immunitet”, forklarer Thor Bech Johannes, der er en af forskerne bag studiet.

”Vi forventer derfor også, at situationen bliver mindre alvorlig næste vinter, da en stor del af befolkningen nu vil have opbygget en højere immunitet”.

Blodforgiftning og meningitis

Gruppe A-streptokokker giver typisk sygdomme som halsbetændelse eller hudinfektioner, men kan i sjældne tilfælde føre til mere alvorlig invasiv sygdom i form af bl.a. blodforgiftning og meningitis. Disse har blandt ældre og andre udsatte grupper en høj dødelighed, men kan også ramme børn og førte over vinteren til et stærkt pres på børneafdelinger flere steder i landet.

Fra de første corona-restriktioner blev indført i marts 2020 frem til de blev endeligt ophævet i februar 2022, blev der registreret et historisk lavt antal tilfælde i Danmark, men allerede i november 2022 begyndte smitten at tage fart igen.

Det nye studie er et resultatet af et bredt samarbejde mellem SSI og kliniske mikrobiologiske afdelinger i hele Danmark samt Island, og studiet er publiceret i Eurosurveillance. 

Læs mere her.