To tilbud om gratis vaccination forlænges

Tilbuddet om gratis pneumokokvaccination og gratis kighostevaccination er begge blevet forlænget til årets udgang.

Sundhedsministeriet har besluttet at forlænge to tilbud om gratis vaccination.

Pneumokokvaccination til risikogrupper

Det første er tilbuddet til visse risikogrupper om gratis vaccination mod pneumokokker.

Der er tale om den 23-valente pneumokokvaccine (PPV23), der beskytter mod hele 23 typer af pneumokokker. En bakterie, der blandt andet kan føre til lungebetændelse, meningitis og blodforgiftning.

Tilbuddet omfatter blandt andet beboere på plejehjem, alle over 65 år og personer med en række kroniske lidelser.

Det er blevet forlænget til den 31. december 2022.

Kighostevaccination af gravide

Nedenstående tekst er rettet den 24. august 2022.

Det andet tilbud, der er blevet forlænget, er tilbuddet til gravide om en gratis vaccination mod kighoste. Dette tilbud forlænges også til den 31. december 2022.

Tilbuddet er blevet forlænget flere gange, og i perioden fra den 1. november 2019 til den 23. december 2021 har i alt 63.574 gravide taget imod det.

Kighostevaccination under graviditeten giver en god beskyttelse hos barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. Tilbuddet har derfor været med til at reducere antallet af kighostetilfælde hos børn under tre måneder.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tilbydes kighostevaccination i perioden fra graviditetens fulde 24 uger til fulde 32 uger. Det anbefales, at vaccinationen tilbydes ved lægebesøget i uge 25. Dette er en ændring fra tidligere, hvor anbefalingen var at tilbyde vaccinen i 3. trimester, dvs. fra uge 29 og frem til en uge før termin.

Læs mere

Læs mere om gratis pneumokokvaccination.
Læs mere om gratis kighostevaccination.