Tendensen fortsætter: Smitten stiger, mens andelen af indlagte på grund af en covid-19-diagnose falder

Antallet af nye covid-19-tilfælde steg med 56% fra uge 2 til 3. Samtidig faldt andelen af nyindlagte, der indlægges på grund af en covid-19-diagnose, til 60% i uge 1. Det viser den nyeste tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Epidemien har fulgt det samme mønster i ugevis: Flere og flere danskere smittes med covid-19, mens andelen, der indlægges på grund af en covid-19-diagnose, falder.

Sådan kan man også sammenfatte tallene i den nyeste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Ifølge rapporten steg antallet af nye covid-19-tilfælde med 56% fra uge 2 til uge 3. Det er en markant stigning i smitten i forhold til stigningen fra uge 1 til uge 2, der kun var på 35%.

Totalt set lå incidensen på 4.572 tilfælde pr. 100.000 indbyggere i uge 3 mod 2.937 tilfælde pr. 100.00 i uge 2.

Se den nye tendensrapport

Færre indlagte på intensiv

Mens antallet af smittede stiger hurtigt, følger antallet af nyindlagte ikke med.

Særligt er antallet af covid-19-relaterede indlæggelser på intensiv faldet yderligere i uge 3 til 43. Det er et fald på knap 42% siden uge 1, hvor 74 var indlagt på intensiv.

Desuden er der flere blandt de indlagte, der indlægges på grund af andre diagnoser – altså med og ikke på grund af covid-19.

Ifølge rapporten er andelen, der indlægges på grund af covid-19 således faldet fra 65% i uge 52 til 60% i uge 1.

Børnene og unge har de højeste smittetal

Det er også fortsat børnene og de unge, der har de højeste smittetal.

Ifølge rapporten var incidensen højest blandt de 12-15-årige i uge 3, hvor den var helt oppe på 11.194 pr. 100.000 indbyggere. Herefter kom de 6-11 årige, hvor incidensen nu er 10.289 pr. 100.000 indbyggere.

Overdødelighed blandt de 75+ årige

Generelt er antallet af covid-19-relaterede dødsfald relativt stabilt. Det lå på 101 dødsfald i uge 3 mod 96 dødsfald ugen før.

Til gengæld ses der en markant overdødelighed blandt de 75+ årige fra uge 49 til uge 1. Overdødeligheden ser dog foreløbig ud til at være at være aftaget i uge 2 og 3.

Samtidig er smitten blandt plejehjemsbeboere steget med en tredjedel fra 609 tilfælde i uge 2 til 810 tilfælde i uge 3.

Der var 41 covid-19 relaterede dødsfald på plejehjem i uge 3 mod 32 i uge 2.

Omikron har overtaget

Tendensrapporten bekræfter også, at omikronvarianten har taget over.

SSI vurderer i rapporten, at omikronvarianten pr. 21. januar udgjorde 99% af alle de nye daglige covid-19-tilfælde.

På samme måde dominerer omikron iblandt de nyindlagte. Andelen af covid-relaterede nyindlæggelser, der har fået påvist omikronvarianten, udgjorde i uge 3 hele 98% blandt de 30% af de nyindlagte, som SSI indtil videre har variant-prøvesvar på.

For nyindlæggelser på intensiv var andelen cirka 90% blandt de 31%, SSI indtil videre har variant-prøvesvar på.

Læs mere

Se den nye tendensrapport

Pressehenvendelser 
Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk

Pressehenvendelser 

Kontakt Statens Serum Instituts presseafdeling på telefon 2260 1123 eller mail presse@ssi.dk